M/S ”Jenka” – historien om en dansk 299’er coaster
Danmark havde engang en stor coasterflåde.
Marstal var et ”hotspot” for ”havets husmænd”, som ejer-kaptajner (ofte med medsejlende hustruer og børn) blev kaldt. Søfartstraditionen på Ærø – samt andre steder som Fanø – var allerede veletableret i 1800-tallet med skonnerter og andre mindre sejlskibe, der bl.a. sejlede på New Foundland og andre fjerne destinationer.
Mange skibe forliste og mange omkom. Det skete, at porcelænshundene i vindueskarmen i kaptajnshusene aldrig blev vendt indad igen.
Carolinerne
I Marstal blev de legendariske Carolinere bygget på H.C. Christensens Skibsværft i 1950erne og ofte drevet derfra. Det blev til 20 i alt samt tre bygget andre steder. Det var nogle små kvalitetsskibe på 149 bruttotons, som flere af de gamle søfartsfamilier – dog ikke alle i Marstal - bestilte efter at have tjent til dem ved drift af mindre og ældre skibe.
De havde en flot aptering under broen med en ”salon” til rederen og hans evt. medsejlende familie – den ene flottere end den anden - samt en pæn kahyt til styrmanden. Hvis der var en dreng eller to med boede de forude, men der var en pæn messe ved kabyssen agter, hvor man også kunne opholde sig.
Der er bevaret to af slagsen som museumsskibe – som mange vil vide – og de sejler begge ”efter behov” men mest tursejlads og ved særlige begivenheder som udstillinger. 'Samka' i Marstal og Caroline S. i Svendborg.
Paragrafskibene
Senere kom trusserederne til. De sejlede ikke selv – eller kun i deres lystfartøjer – men det blev attraktivt at investere i anparter i coastere for at betale mindre i skat. Titlen opstod med god grund, da undertøjsfirmaet Asani i 1965 investerede i stålkuttere fra Skagen.
Men det blev hurtigt de små fragtskibe, der overtog begrebet, og der blev søsat mange 299’ere, 399’ere og 499’ere – altså antal bruttotons.
Per Henriksens Mercandia var en af hovedformidlerne for den type ”rederværdighed”, men disse såkaldte paragrafskibe blev også bygget til de mere traditionelle rederier, hvor ejerskabet lå hos rederiet selv.
Ingen af disse skibe er længere under dansk flag, og den eneste egentlige gamle coaster under 1000 BT, der sejler kommercielt, er Saturn, 627 BT, fra 1965, ejet af M/S Saturn Nørresundby ApS (v/kaptajn Jens Nørgaard Nielsen), og skibet har sin egen Facebook-side, Saturn Aps.
”Jens og Katrine” var ophav
Men nu til overskriften. Der har været tre Jenka’er under dansk flag:
Jenka (I), 249 BRT, bygget 1953 hos Hugo Peters, Wewelsfleth, til Johannes Voss, Fehmarn, og skibet fik ejerens navn. Altså ikke bygget i Marstal, og hun var ikke en Caroliner, selv om hun ligner dem, dog 100 BRT større.
Hun blev forlænget i 1954 og i 1961 solgt og indflaget til Danmark, hvor hun fik navnet Jenka hos kapt. Niels C. Nielsen, Marstal. I 1972 blev hun solgt til kaptajn Carls J. Weiss, Egernsund, med navneændring til 'Egenæs'. Solgt igen 1980 til P. Jensen, København. Solgt 1982 til Tyrone Cipriani, Georgetown, Br. Guyana, med navnændring til 'Uffe'. Solgt 1988 med navneændring til til 'Egenaes', register kan ikke fastslås. Udslettet af Lloyd's Register 1995.
Jenka blev et navn, der skulle blive malet på flere skibe fra Marstal. Ifølge Dansk Ordbog dækker det over en finsk selskabsdans, men på Ærø er oprindelsen en anden og ganske simpel. Kaptajn C. Nielsens svigerforældre havde anpart i Jenka (I), og de hed Jens og Katrine.
Jenka (II), 299 BRT, bygget 1965 på H.C. Christensens Staalskibsværft, Marstal, til Skipafelagid Föroyar, med navn Fakur. Hun blev altså bygget på det samme værft, som byggede Carolinerne, men hun var en såkaldt brønddækker, og man ser på fotoet hvorfor det hedder således.
Hun blev solgt 1977 til Rederi-I/S Jenka, Marstal, ved korresponderende reder Jens J. Kristensen og indflaget til Danmark, hvor hun blev til Jenka. Men tiden i Danmark blev kort, for i 1983 blev skibet solgt til Soc. Transportes Maritime du Tuamotu, hjemmehavn Papeete, med navneændring til AUURA NUI II. Forlist i 1993 efter grundstødning på øen Puka Puka. Tuamoto-atollerne var et af de steder, Troels Kløvedal besøgte på sin første jordomsejling, og som han var meget begejstret for.
Jenka (III), 299,99 BRT, bygget 1970 på Nordsøværftet, Ringkøbing, til Partrederiet på Bornholm af 17.9.1968, Rønne, som gav hende navnet Bokul, og det er det skib, historien herefter handler om.
Mellem 1979 og 1984 var hun registreret på Cayman Islands med navnet Great Circle. Ejere kan jeg ikke fastslå, men hun kom tilbage til Danmark i 1984 efter salg til Jenka III Rederi-I/S, Marstal, med navneændring til Jenka. Fra 1993 ejet af Gunnar Kristensen, Marstal ved H.C. Grube, Marstal. Fra 2001 ejet af et partrederi i Marstal, med bestyrende reder Jan Fabricius.
Under sit første navn og ejerskab sejlede hun meget Heineken øl til europæiske havne. Da hun blev til Jenka, var hun en del i ”world wide” fart, også helt til Australien.
Og det var også ”down under”, hun skulle finde sit nye liv. I 1999, allerede 29 gammel, blev hun langtidschartret af Black Robin Shipping Co., som satte hende i fast fart mellem bl.a. Timaru på New Zealand og Chatham Island, en isoleret øgruppe, som hører under New Zealand, og som ligger godt 400 sømil øst for de to hovedøer i ”de brølende fyrrer”, som man jo kalder de stormfulde breddegrader omkring 40 gr. sydlig længde. Der bor under 1000 mennesker, men der skulle være flot natur – og stille og roligt.
Jenka (III) i Sydhavet
Jenka sejlede bl.a. kvæg, får og fjerkræ, udover andre forsyninger til øerne, og lokale produkter tilbage. Hun blev udstyret med båse til levende dyr, og i 2002 blev hun købt af tidsbefragteren med navneændring til Rangatira. Hun fik rødt skrog, Timaru som hjemmehavn, og flaget med Southern Cross blev sat agter.
Rangatira er på Maori-sprog en høvding, og det er også navnet på én af de helt små Chatham øer på ca. 1,5 x 2,5 km.
I alt 15 år mere, med i alt 900 rejser til Chatham Islands, blev det for denne lille ex-dansker under sydlige himmelstrøg, og hun opnåede også berømmelse som filmstjerne.
I 2005 blev hun hyret til at være skibet i filmen ”The World’s Fastest Indian” med Sir Anthony Hopkins i hovedrollen. Filmen handlede ikke om havet eller om indianere men om en berømt lokal motorcykel-kører, Bert Munro, som på et tidspunkt sejler til USA med sin ”Indian Scout” motorcykel fra 1920 for at deltage i et løb derovre.
I filmen er det på Rangatira, han gør rejsen over Stillehavet. Hvordan han i virkeligheden kom derover – sammen med motorcyklen – melder historien intet om. Rangatira sluttede med at sejle på Chatham i 2015, og der var forskellige planer for hende, herunder som en slags museum for spillefilmen, men ingen af dem lykkedes.
I 2018 kunne hun ikke længere undslippe ”manden med skærebrænderen” og blev ophugget i Timaru, 48 år gammel, hvilket er pænt over gennemsnittet for et fragtskib.
Historien gentager sig
Det hører med, at Chatham-øerne stadig betjenes af en gammel dansker, nemlig Southern Tiare, bygget I 1988 som Fortuna Coast, 395 BRT, på Svendborg Skibsværft til et partrederi af samme navn som skibet.
I 1995 solgt til et rederi tilhørende en kendt familie indenfor datidens småskibsfart, Flyvbjerg Rederi A/S, Nørresundby, som gav hende navnet Spica.
I 2013 blev hun solgt til de nuværende ejere, Chatham Islands Shipping, Napier.
