Energieffektive elmotorer vinder frem
Uanset om man taler om færger, containerskibe eller krydstogtsskibe, så har de det til fælles, at de er udstyret med en lang række af elektriske motorer i alle de applikationer, der har med fx styretøj, hydrauliske pumper, kraner og airconditionsystemer at gøre. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken elmotor, der er tale om – for valget af elmotor betyder en hel del for energiregnskabet. Og netop energibesparelser er der kommet mere fokus på i skibsindustrien de senere år, forklarer Maarten De Beun, der er Deck Machinery Sales Manager hos den danske producent af elmotorer, Hoyer. I mere end 20 år har han haft med kunder over hele verden at gøre, og i den periode er opmærksomheden på grønnere og mere energieffektive løsninger steget markant:
“I branchen har man egentlig altid været opmærksom på det, men i forbindelse med stigende energipriser er der blevet sat skub i processen med energieffektiviseringer, så man nærmest er gået fra 2. gear til 6. gear.”
Gammel teknologi kan stadig forbedres
Teknologien bag elmotorer er over 100 år gammel, men der er stadig mulighed for at optimere motorerne, og Hoyer er markedsledende, når det handler om at gøre motorerne mere effektive.
“Det handler rigtig meget om at udskifte de vigtigste ledende materialer inden i motoren, for at skabe en højere effektivitet. Ved at opgradere til højeffektive elmotorer kan man nemt spare 10% på energiregnskabet, så der er meget at hente. Det er især mærkbart på de systemer, der kører konstant – fx de store airconditionsystemer på krydstogtskibe,” siger Maarten De Beun.
Alle produkter fra Hoyer kommer med fuld service og dokumentation, ligesom virksomheden gør en dyd ud af at indhente alle nødvendige certifikater, så man altid lever op til de strengeste krav – uanset hvor i verden man befinder sig.
FAKTA: Hoyer Motors
Hoyer blev grundlagt i Danmark i 1974 og producerer i dag elektriske motorer til alle former for skibe. Motorerne indgår i alt fra styretøj på færger og kraner på containerskibe, til de omfattende airconditionsystemer på store krydstogtskibe. Kunderne findes i hele verden, men især i Europa og Asien står man stærkt og slår bl.a. på evnen til konstant at videreudvikle teknologien bag motorerne.
Se mere på www.hoyermotors.dk