Markant fald i anløbsaktiviteten i danske havne
I august anløb 111 (109 med sæsonkorrektion) skibe danske havne, og hverken de sæsonkorrigerede eller absolutte tal for skibsanløb har været lavere de sidste tre år. Det fremgår af nypublicerede tal fra Danmarks Statistik.
Hvilke godstyper, der kan forklare faldet, fremgår ikke af Danmarks Statistiks opgørelse. Der er tale om en nyere opgørelsesmetode, hvor antallet af anløb er opgjort på månedsbasis og på baggrund af AIS-data. Normalt er kvartaler og ikke måneder den højeste tidslige detaljeringsgrad i Danmarks Statistiks opgørelse af søfartsaktivitet.
Naturlige udsving?
Hos Danske Havne er vurdering, at der tale om naturlige udsving i anløbsaktiviteten.
- Det er rigtigt, at tallet er det laveste siden august 2020, men i november 2022 var der 3 anløb mere og i januar 2021 kun et enkelt mere. Så umiddelbart tegner august til at være en almindelig stille måned angående havneanløbsaktivitet. Aktiviteten i august siger ikke noget om den generelle aktivitet fremadrettet – der er efter alt at dømme tale om et tilfælde, siger Søren Søndergaard til Søfart. Søndergaard er presse- og kommunikationschef i Danske Havne.
De tre største godstyper ind og ud af danske havne var i 2022 sten, sand og grus (8556 ton), mineralske olieprodukter (6775 ton) og råolie (5816 ton).
Ingen af disse godstyper har udvist stor volatilitet i de sidste to års kvartalsopgørelser, men det har til gengæld både træ og kul. Træ og kul er henholdsvis nummer fire og fem på listen over de største godstyper. Det er ikke unormalt, at træ og kul svinger med mere end 100 pct mellem to på hinanden følgende kvartaler og ikke altid sæsonsynkroniseret.
Det seneste fald i antallet af havneanløb kommer på baggrund af en vækst i anløbsaktiviteten siden august 2020, hvor skibsanløbene i perioden er steget med omtrent 25 pct. Hvis faldet i anløbsaktiviteten i august mod forventning er signal og ikke støj, nærmer anløbsaktiviteten i danske havne sig før-covid-niveau (første kvartal 2020).