Nordkorea søsætter ubåd til atomangreb
Nordkorea hævder at have søsat, hvad landet beskriver som en "taktisk atomangrebsubåd".
Det rapporterer det statslige nyhedsbureau KCNA fredag.
- Ubådens lanceringsceremoni varsler begyndelsen på et nyt kapitel for at styrke Den Demokratiske Folkerepublik Koreas flåde, siger landets leder, Kim Jong-un, med henvisning til det officielle navn for Nordkorea.
Nyheden kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Nord- og Sydkorea er køligere, end det har været i mange år.
De diplomatiske tilnærmelser fra Sydkoreas side er sat på pause efter flere fejlslagne forsøg på at drøfte en afvikling af Nordkoreas atomprogram.
Selve lanceringen blev overværet af Kim Jong-un, da den fandt sted onsdag.
Den nordkoreanske leder siger, at det er en presserende opgave at udstyre flåden med atomvåben.
Han lover samtidig at udstyre flåden med endnu flere fartøjer, der er udrustet med taktiske atomvåben.
Den nye ubåd har fået navnet "Hero Kim Kun Ok" efter en historisk figur i den nordkoreanske folklore.
Ubåden bliver ifølge Kim Jong-un en af flådens primære angrebsmidler.
Analytikere begyndte allerede i 2016 at spekulere i, at Nordkorea var ved at bygge en ny ubåd.
I 2019 udgav nordkoreanske statsmedier yderligere billeder af Kim Jong-un, der udførte en inspektion på en ellers ikke kendt ubåd.
Det står ikke umiddelbart klart, hvilke missiler eller våbensystemer den nye ubåd er udrustet med.
Nordkorea har på det seneste testaffyret en række langtrækkende ballistiske missiler samt kortrækkende krydsermissiler. Begge kan affyres fra ubåde.
Nordkorea har adskillige ubåde i sin flåde. Men det er kun kendt, at én af ubådene rent faktisk har affyret en missil.
/ritzau/Reuters