Maritime brancheforeninger om finanslovforslag: Godt med grønt, men...
De tre toneangivende brancheorganisationer inden for skibsfarten, nemlig rederierne, industrien og havnene, har kommenteret på regeringens finanslovudspil.
Der mangler et tilsvarende tempo i myndighedernes godkendelser af f.eks. uddybning af sejlrender Danske Havne om finanslovudspillet
Fra Danske Rederier lyder overskriften om udspillet 'godt og skidt'. Det gode er, at finanslovsudspillet indeholder penge til at styrke udenrigstjenesten, 400 mio. kr. yderligere til grøn omstilling og landevejsprincip for færgerne. Det mindre gode er, at dobbelttogter til skoleskibene ikke er med i udspillet.
- Rederierne er i fuld gang med den grønne omstilling, men vi mangler enorme mængder grøn strøm for at kunne producere fremtidens grønne brændstoffer, så det er godt at se, at regeringen holder sit fokus på den grønne omstilling, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
Savner grønne penge øremærket til skibsfarten
Organisationen Danske Maritime havde gerne set grønne penge øremærket til skibsfarten, lyder det på Danske Maritimes hjemmeside:
"I finanslovsforslaget afsættes de kommende tre år 100 mio. kr. årligt til grøn omstilling af tung vejtransport samt i alt 90 mio. kr. til mere vedvarende energi på land. Danske Maritime havde gerne set tilsvarende øremærkede midler til skibsfarten, men glæder sig over, at der afsættes en mere generel ramme til grøn omstilling. Til denne ramme afsættes yderligere 400 mio. kr. til udmøntning i årene 2024-2027, som kommer oveni finanslovsforslagets øvrige initiativer samt det grønne råderum, som allerede er prioriteret til større og længerevarende investeringer i klima, grøn energi og miljø."
Havne behøver dybere sejlrender
Også Danske Havne kommenterer på de 400 mio. kr., men mener også, forslaget har mangler, skriver organisationen på LinkedIn.
"Danske Havne er glade for, at regeringen i forslaget til næste års finanslov prioriterer den grønne omstilling med 400 mio. kr. Kampen for CO2-neutralitet er en af vores tids mest presserende udfordringer, og vores danske havne er knudepunkter for omstillingen, både når det handler om grøn strøm til skibe, grønne brændsler og havvind. Regeringen og Folketinget har i flere omgange besluttet at sætte både omfanget og tempoet op for etablering af endnu mere havvind i Nordsøen og Østersøen. Men der mangler et tilsvarende tempo – fremtidssikring, om man vil - i myndighedernes godkendelser af f.eks. uddybning af sejlrender. Det er nødvendigt for at havnene kan betjene de stadigt længere, tungere og mere dybtstikkende skibe. Så Danske Havne håber, at der i forhandlingerne om FFL24, ”Fremtidssikring af Danmark” kan findes penge til flere ansatte i Miljøstyrelsen og desuden etableres en fast-track-ordning – som havnene gerne selv betaler for."
Godt, at udenrigstjenesten styrkes
Både Danske Maritime og Danske Rederier bemærker positivt, at udenrigstjenesten styrkes, men Danske Maritime savner fokus på udfordringer for dansk eksport og skriver:
Staten bør ikke tjene på, at danske virksomheder søger at øge dansk eksport Danske Maritime om finanslovudspillet
"I denne forbindelse har Danske Maritime netop givet input til Folketingets kommende forhandlinger om en ny iværksætterstrategi, hvor foreningen peger på, at der bliver gjort et rigtig godt stykke arbejde rundt i verden, men at de meget høje gebyrer, som danske virksomheder betaler for at deltage i eksportfremstød, er yderst uhensigtsmæssige. Staten bør ikke tjene på, at danske virksomheder søger at øge dansk eksport, og på den baggrund håber Danske Maritime, at den nye økonomiske saltvandsindsprøjtning til Udenrigstjenesten både kan skrue op for indsatsen på vigtige eksportmarkeder og samtidig gøre det markant billigere eller helt gratis for danske virksomheder at deltage i relevante aktiviteter."
Danske Rederier understreger vigtigheden af et dygtigt diplomati.
- Da vi i skibsfarten bogstaveligt talt har verden som vores arbejdsplads, er det svært at overvurdere vigtigheden af at have dygtige ambassadører på plads, når udenrigspolitiske skår skal klinkes, eller der er brug for hands- on rådgivning. Så jeg er også meget tilfreds med, at regeringen vil styrke udenrigstjenesten. Vi har mere end nogensinde før brug for et stærkt dansk diplomati, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
Landevejsprincip for færger mv.
Danske Rederier ser desuden meget positivt på, at regeringen vil indføre landevejsprincippet og øget kørselsfradrag til provinsen.
- Det er godt, at regeringen har øje for at gøre det endnu bedre at bo uden for de store byer. Det gør 2/3 af vores søfarende, og derfor er det af stor betydning for hele Det Blå Danmark, at vi ikke glemmer provinsen, siger Anne H. Steffensen.
Det er godt, at regeringen har øje for at gøre det endnu bedre at bo uden for de store byer Danske Rederier om finanslovudspillet
Danske Maritime kommenterer også på landevejsprincippet samt generelt uddannelse, beskæftigelse og bosætning i landdistrikter og skriver:
"Under ét vurderer Danske Maritime, at initiativerne vil kunne bidrage positivt til dels at få uddannet flere fra de meget efterspurgte tekniske uddannelser og dels at få nok kvalificeret arbejdskraft også til yderområderne. Allerede i dag er manglen på arbejdskraft i den maritime industri bekymrende høj, og med mange erfarne medarbejdere på vej mod pensionsalderen, bliver problemet kun større. Danske Maritime vil derfor gerne rose den bredspektrede indsats for at skabe en god balance mellem land og by samt imødekomme virksomhedernes behov for flere med en erhvervsrettet uddannelse."
Ærgrer sig over manglende dobbelttogter
Det ærgrer Danske Rederier, at der ikke kom en fast bevilling til skoleskibenes dobbelttogter med i regeringens finanslovsudspil.
- Jeg håber selvfølgelig, at dobbelttogterne finder vej til forhandlingsbordet, så vi kan sikre en strøm af unge mennesker til rederierne, siger Anne H. Steffensen.