23948sdkhjf

Pensionskæmpe er parat til at smide 7 mia. kr. i Esbjerg Havn

PensionDanmark og Esbjerg Havn har indgået en samarbejdsaftale, der skal sikre havnen en rolle i udrulningen af power-to-x og CO2-fangst (CCS)

Esbjerg Havn skal sikres en afgørende rolle i den grønne omstilling, hvorfor PensionDanmark er parat til at investere op mod 7 mia. kr. i forskellige udviklingsprojekter i havnen.

Investeringerne skal blandt andet sikre havnen en rolle i udrulningen af power-to-x og CO2-fangst (CCS). Det fremgår af en pressemeddelelse fra PensionDanmark og Esbjerg Havn.

- Vi vil sammen med havnens virksomheder fortsætte med at gå forrest inden for vindindustrien, og en investering fra PensionDanmark vil kunne understøtte både den rolle – og den rolle, vi gerne vil spille i udviklingen af grøn energi og CCS. Der skal meget mere fart på den grønne omstilling, og det kræver enorm kapacitet. Med udsigten til en milliardstor investering fra PensionDanmark kan vi se frem til at blive så klar som muligt, så hurtigt som muligt, siger Dennis Jul Pedersen, havnedirektør på Esbjerg Havn.

Der skal meget mere fart på den grønne omstilling, og det kræver enorm kapacitet Dennis Jul Pedersen, havnedirektør på Esbjerg Havn

Milliarder til havmøller

Inden 2050 forventes det blandt andet, at der skal etableres havmølleparker i Nordsøen, der producerer op til 300 GW og 134 GW inden 2030.

Det betyder en udvidelse af havnen, så den kan håndtere produktion af havmøller og dermed mindske flaskehalse i mølleopsætningen. Investeringsrammen er her 5,8 mia. kr.

Esbjerg Havn tredobler kapaciteten af havvind uden at udvide havnen

Terminaler til PtX og CCS

Også de grønne brændstoffer - power-to-x - skal der gøres plads til på havnen, samt en udbygning af faciliteter til at håndtere CO2-fangst og lagring. Ifølge pressemeddelelsen kan man i Nordsøen kan lagre 400 til 700 gange mere CO2, end Danmark har behov for.

Investeringerne i PtX- og CCS-terminaler forventes at løbe op i 700 mio. kr.

- I PensionDanmark har vi unik erfaring fra mere end 15 år som aktiv investor i den grønne omstilling, og vi ser gode muligheder for at bidrage til udviklingen af Esbjerg Havn som et naturligt knudepunkt for et fremtidigt grønt energieventyr i Nordsøen. Vi er klar til at investere, hvis projekterne kan forenes med et passende afkast til vores medlemmers pensionsopsparinger, og med de planlagte projekter er der mulighed for at sætte rettidigt og massivt ind. Dermed kan vi give Esbjerg og Danmark mulighed for at opbygge en international førerposition, som rummer et betragteligt eksportpotentiale, sådan som vi allerede kender det fra vindenergiområdet, siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.

Dermed kan vi give Esbjerg og Danmark mulighed for at opbygge en international førerposition, som rummer et betragteligt eksportpotentiale, sådan som vi allerede kender det fra vindenergiområdet Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark

De kommende investeringer, som samarbejdet er centreret omkring, ventes at ske i tre faser, hvor de udvidede produktionsfaciliteter til havvindmøller udgør første del og ventes klar til brug i 2027.

PensionDanmarks investering i Esbjerg Havn

  • PensionDanmark og Esbjerg Havn har indgået en samarbejdsaftale med henblik på investeringer op til 7 mia. kr. i udviklingsprojekter på Esbjerg Havn.
  • 5,8 mia. kr. ventes brugt til opførelsen af faciliteter til produktionen af havvindmøller, som ventes klar i 2027.
  • Omkring 700 millioner kroner øremærkes til terminaler til håndtering af power-to-x og CCS – fangst og lagring af CO2 – som opføres i baglandet til Esbjerg Havn samt i Nordsøen og ventes klar i 2028.
  • Cirka 500 millioner investeres i udviklingen af Esbjerg Havn som multimodalt knudepunkt. Det indebærer en sammenkobling mellem søtransport, vejnettet og jernbanen på Esbjerg Havn samt forbindelsen til luftfragt til og fra Esbjerg Lufthavn. Disse tiltag ventes klar i 2032.
  • Investeringen vil også gå til udviklingen af flexterminaler, logistikejendomme og faciliteter for grønne brændstoffer.

Kilde: PensionDanmark og Esbjerg Havn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111