23948sdkhjf

Selskab bag forulykket miniubåd indstiller ekspeditioner

OceanGate havde planlagt yderligere to ekspeditioner til vraget af "Titanic" i juni 2024

OceanGate Expeditions, der ejer den forulykkede miniubåd "Titan", indstiller sine ekspeditioner i havets dybder.

Det skriver selskabet i en meddelelse på sin hjemmeside torsdag.

Chef i ubådsfirma advarede om sikkerhedsrisiko ved Titanic-tur

- OceanGate har suspenderet alle undersøgende og kommercielle operationer, lyder det i en kort besked med rød skrift øverst på siden.

Ingen forklaring

Af OceanGates hjemmeside fremgår det, at der var planlagt to ekspeditioner til "Titanic" i juni 2024.

Selskabet uddyber ikke umiddelbart beslutningen, der ikke kommer som en overraskelse.

Fem mennesker mistede livet i juni, da "Titan" imploderede under en ekspedition til vraget af "Titanic". Det ligger på 3800 meters dybde i et fjerntliggende område af Atlanterhavet.

Redningsfolk leder efter ubåd, til ilten slipper op i eftermiddag

Amerikanske og canadiske myndigheder er ved at efterforske årsagen til, at ubåden imploderede.

Manglende tilsyn

Tidligere har der været kritik af sikkerheden omkring de små ubåde, OceanGate har benyttet til turene ned til "Titanic".

Ulykken i sidste måned har også rejst spørgsmål om det manglende tilsyn fra myndighederne.

Miniubåden "Titan" begav sig ud på turen mod "Titanic"-vraget søndag 18. juni. Omkring en time og tre kvarter efter, at nedstigningen var begyndt, mistede moderskibet kontakten til "Titan".

Fire dage senere meddelte den amerikanske kystvagt, at der var fundet vragdele fra den savnede miniubåd på havbunden omkring 500 meter fra "Titanic".

Blandt de fem omkomne er også OceanGates ejer og direktør, Stockton Rush.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078