Cadeler underskriver kontrakt om 76 havvindmøller
Vindrederiet Cadeler har indgået en kontrakt om installationen af 76 Vestas havvindmøller på 15 MW i den polske del af Østersøen.
Kontrakten har en værdi af 68-85 millioner euro og gælder joint-venture projektet Baltic Power.
Cadeler har til projektet reserveret et af sine to O-klasse skibe, som på tidspunktet for installationen vil være opgraderet med en ny kran med øget løftekapacitet
Det er første gang, at Cadeler skal operere på det polske marked, fremgår det af en pressemeddelelse.
Vindmølleparken opføres 23 kilometer fra den polske kyst på et 130 kvadratkilometer stort område.
Projektet påbegyndes i 2024, og når vindmølleparken står færdig i 2026, vil den have en kapacitet på 1,2 GW.