Drama i havn: Platform med mennesker væltede
Der gik et forskrækkelsens sus gennem publikum, da en historisk begivenhed i Hobro Havn lørdag eftermiddag pludselig udviklede sig dramatisk.
Mange hundrede mennesker var samlet for at se stabelafløbningen for den 133 år gamle Krydsjagt VII, der er restaureret på Hobro Værft. Kort før ceremonien begyndte, væltede en flydende platform, der bærer en flere meter høj stålkonstruktion med et såkaldt ramslag.
Seks-otte personer sad på platformen og faldt i vandet.
Søsætningen af krydsjagten blev udsat, indtil man var sikre på, at alle personer var reddet op af havnen.
Se Nordjyskes video fra Hobro Havn her:
Platformen benyttes til at hamre pæle i fjordbunden, og den var fortøjet for enden af en mole ved Hobro Værft, hvor stabelafløbningen foregik. Flere personer var gået ud på platformen for at få et godt kig til begivenheden. Et par unge mænd var også kravlet op i konstruktionen.
Den umiddelbare vurdering lørdag eftermiddag var, at platformen kom i ubalance, fordi alle personer stod i samme side.
En gummibåd med mandskab, der assisterede ved søsætningen, sejlede straks til uheldsstedet. Publikum på molen fik hjulpet de uheldige op fra havnen, men der herskede i nogle minutter usikkerhed om, hvor vidt alle var kommet helskindede op af vandet, og at ingen lå under den væltede konstruktion.
En ung mand smed trøjen, tog et reb om armen og hoppede i havnen for at søge. Senere kom en dykker og eftersøgte området.
Hele optrinnet blev overværet af de mange hundrede mennesker, som var kommet til Nordisk Skudetræf i Hobro Havn, og som ville opleve lørdagens højdepunkt: Søsætningen af Krydsjagt VII.