23948sdkhjf

Rusland roser dansk invitation til bjærgning ved Nord Stream

Det er vigtigt at få identificeret et ukendt objekt ved Nord Stream, lyder det fredag fra Rusland

Det er positivt, at Danmark har inviteret et russiskejet selskab med til at bjærge et ukendt objekt ved gasledningen Nord Stream.

Sådan lyder det fredag fra Dmitrij Peskov, der er talsmand for det russiske præsidentkontor. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Det er helt klart positive nyheder, når ejeren af gasledningen bliver inviteret med til at deltage i den vigtige del af efterforskningen, lyder det.

Udtalelsen kommer, efter at Energistyrelsen i Danmark torsdag tilbød selskabet Nord Stream 2 AG at deltage i bjærgningen af et ukendt objekt, der er blevet fundet ved den store gasledning.

I samme ombæring offentliggjorde Energistyrelsen også et billede af objektet. Der er tale om et cylinderformet objekt, der måler cirka 40 centimeter i højden samt omkring 10 centimeter i diameter.

Ifølge Rusland er det vigtigt at få identificeret objektet - særligt med henblik på sabotage, der i september blev udført mod Nord Stream.

- Det er altafgørende at få fastlagt, hvilket objekt der er tale om, og om det er tilknyttet denne terrorhandling - hvilket det tilsyneladende er - og at få fortsat denne efterforskning, siger Dmitrij Peskov.

- Og efterforskningen skal være gennemsigtig, tilføjer han.

Rusland har flere gange efterspurgt af blive en del af selve efterforskningen af sabotagen mod Nord Stream i september sidste år.

Den 26. september sidste år blev der konstateret en lækage på Nord Stream 2-ledningen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.

Den efterfølgende morgen blev der også fundet to lækager på Nord Stream 1 nord øst for Bornholm. I alt blev fire gaslækager på gasledningerne bekræftet.

Om aftenen den 27. september stod statsminister Mette Frederiksen (S) frem på et pressemøde og fortalte, at det var de danske myndigheders klare vurdering, at lækagerne var et resultat af bevidste handlinger.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064