Verdens største hurtigfærge har kurs mod Rønne
Den nye bornholmerfærge, 'Express 5' har påbegyndt sin lange rejse fra Filippinerne til hjemhavnen i Rønne. De sidste tests er forløbet godt, og det sidste papirarbejde er overstået, oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse, der fortæller, at skibet vil forlade Filippinerne til midnat dansk tid. Hvilket det på nuværende tidspunkt har gjort.
Finjusteringer forsinker levering af 'Express 5'
Målt på biler og passagerer er 'Express 5' verdens største hurtigfærge. Molslinjen afgav ordre på færgen tilbage i oktober 2019, og siden har byggeriet foregået hos Austal ’s hurtigfærgeværft i Filippinerne.
- Vi glæder os meget til at få 'Express 5' hjem til Rønne. Det har været en lang byggeproces, hvor corona har drillet os undervejs, så det bliver godt at se færgen i sin nye hjemhavn” siger Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus.
Erfaren skipper
Turen hjem varer 24 til 26 dage afhængig af vejr og vind på den cirka 10.000 sømil lange rejse. Det svarer til små 19.000 kilometer med en gennemsnitsfart på 20 knob, inden færgen kan gå ind mellem molehovederne i Rønne.
Det bliver 40-årige Kasper Sommer, som er født og opvokset på Bornholm, der skal være kaptajn på den første sejlads. Han forlod øen som 19-årig, for at gå på Søfartsskole, og på nær et enkelt halvt års afstikker til Kattegat har han sejlet færgerne på Bornholmslinjen siden 2010. Kasper Sommer er til daglig seniorkaptajn på Bornholm.
Express 5 snart klar til afsejling fra værft
Den elleve mand store besætning får selskab af fire observatører – tre fra værftet og en fra motorproducenten Wärtsila. De skal alle tage turen fra værftet i Filippinerne til Colombo, på Sri Lanka og videre gennem Suezkanalen og via Malta, gennem Kielerkanalen til Rønne.