Mærsk Tankers under mistanke for brud på sanktioner
Tankskibet 'Maersk Magellan' har fået forbud mod at losse en olielast i havnen Tarragona, da de spanske myndigheder mistænker skibet for at have brudt sanktionerne mod Rusland og russiske interesser. Det fortæller Finans.dk, der citerer en pressemeddelelse fra det spanske transportministerium.
Mærsk Tankers har ikke selv direkte brudt sanktionerne, men de spanske myndigheder mener, at 'Maersk Magellan' har fået last ombord fra et skib, der tidligere var russisk ejet og indtil for nyligt sejlede under russisk flag.
”Operationen, som er udført af 'Maersk Magellan', kan være i modstrid med reglerne, der forbyder bevidst deltagelse i aktiviteter, hvis formål er at omgå de forbud, som EU har etableret efter Ruslands invasion af Ukraine,” skriver myndighederne i en meddelelse ifølge Finans.
Maersk Tankers bekræfter over for ShippingWatch, at 'Maersk Magellan' blev nægtet adgang i Spanien, men oplyser, at selskabet nøje undersøger alle forhold omkring laster og skibe, for at sikre, at selskabet ikke bryder reglerne, og at de oplysninger Maersk Tankers fandt frem til ikke gav mistanke om brud på sanktionerne.
Maersk oplyser endvidere, at de nu undersøger, hvordan skibet kan komme af med sin last.