Danske virksomheder bokser over vægtklasse i grønt patentkapløb
I kapløbet om at få patent på ny grøn teknologi fylder Danmark mere, end antallet af hoveder i Danmark ellers burde tilsige.
Det viser en optælling, som erhvervsorganisationen Green Power Denmark har lavet.
Green Power Denmark repræsenterer cirka 1500 medlemmer i energiindustrien.
Organisationen har set på ansøgninger til det europæiske og til det amerikanske patentkontor.
Her fokuseres på den kategori, der hedder Y02. Den har med teknologi at gøre, der nedbringer eller fjerner udledninger af drivhusgasser.
Tager man antallet af ansøgninger, og dividerer det med antal millioner indbyggere, står Danmark øverst på listen. Både i USA og i Europa.
Hos det europæiske patentkontor er der 93 danske ansøgninger per million indbyggere. Det viser Green Power Denmarks tal.
Nummer to er Schweiz med 51 ansøgninger per million indbyggere.
I USA er der 65 danske ansøgninger per millioner indbyggere, hvilket er lidt mere end de 63 sydkoreanske ansøgninger per million indbyggere.
Når man dividerer med indbyggertal, betyder det også, at tallene ikke siger så meget om størrelsesforholdene på markedet.
Eksempelvis har USA lidt over 330 millioner indbyggere. Derfor kan 40 amerikanske ansøgninger per million indbyggere på det amerikanske patentkontor lyde af markant mindre end de 65 danske.
Men ganget op med indbyggertal bliver det en forskel på mindre end 400 danske ansøgninger mod over 13.000 amerikanske.
Green Power Denmarks vicedirektør Jan Hylleberg peger på, at Danmarks gode position i patentkapløbet skyldes et dansk fokus på grøn energi.
- Vi er især stærke inden for grøn energi. Mange af patenterne er opstået, fordi vi i en årrække har været verdensførende inden for udviklingen af højeffektive vindmøller, siger han i en pressemeddelelse.
I slutningen af 2021 så Patent- og Varemærkestyrelsen på, hvem det er der indsender de grønne patentansøgninger. Svaret var i over halvdelen af tilfældene tre selskaber: Vestas, Siemens Gamesa og LM Wind Power - alle fra vindmølleindustrien.
/ritzau/