Hovhov, skibe skal da ikke i CO2-kvotehandel før lastbiler
Mens brancheorganisationen Danske Rederier i går var ude med en melding om, at de er positive over for, at EU vil indlemme skibstrafikken i sit kvotehandelssystem (ETS = Emissions Trading System) for CO2, så advarer rederiernes organisationsfolk i dag om, at skibe ikke bør rammes hårdere end lastbiler.
Vi vil derfor stilfærdigt opfordre til, at man fra EU's side tager udfordringen seriøs Maria Skipper Schwenn, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier
Hvor skibsfarten står til at blive indlemmet i ETS-systemet fra 2024, vil den tunge vejtransport først blive omfattet af det europæiske emissionshandelssystem op mod et par år senere.
Det gør det alt andet lige mindre attraktivt at vælge søvejen, skriver Danske Rederier i dag i en pressemeddelelse.
- EU har en strategi om, at nærskibsfarten skal vokse med 25 procent i 2030 og 50 procent i 2050. Derfor virker det helt modsat, at man nu vil indlemme skibsfarten i ETS’en før den tunge landtransport. Vi vil derfor stilfærdigt opfordre til, at man fra EU's side tager udfordringen seriøst og sikrer, at fordelingen mellem sø og vej ikke går i den forkerte retning, siger Maria Skipper Schwenn, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.
Forholdet mellem sø- og landtransport er yderst følsomt på parametre såsom tid, logistikplanlægning, fleksibilitet og dør-til-dør levering. Her vinder lastbilerne, og en prisstigning på søtransport risikerer dermed at være dét, der får kunderne til at vælge landevejen fremfor søvejen, mener Danske Rederier.
- Vi bakker fuldt og helt op om EU’s tiltag for at sikre mindre udledning fra transportsektoren, men vi skal passe på ikke at forringe konkurrencevilkårene for nærskibsfarten ved at lade klimaregulering ramme skibene før lastbilerne på motorvejene. Det stemmer rigtigt dårligt overens med EU’s ønske om at flytte mere gods fra land til vand for blandt andet at undgå trængsel, støj og ulykker på de europæiske veje, siger Maria Skipper Schwenn.
EU’s kommende klimalovkrav mht. skibe og lastbiler
- Skibsfarten bliver omfattet af ETS (Emissions Trading System) fra 2024 med betaling for 40 pct. af emissionerne i 2025, 70 pct. i 2026 og 100 pct. i 2027.
- ETS II, som omfatter vejtransporten, er stadig under forhandling, men står til at træde i kraft fra enten 2025, som Parlamentet ønsker eller 2027 (betaling i 2028), som Rådet vil det. Der er ikke en indfasningsperiode for vejtransporten.
- Brændstofudgifterne vil med ETS stige med 42 pct. i fra i dag frem til den fulde indfasning. Til sammenligning vil brændstofomkostningen for landtransporten stige med 3 pct., når ETS II træder i kraft (kilde: DFDS)
- FuelEU Maritime stiller krav til skibenes brændstof.
- RED II stiller krav til medlemslandene om at gøre grønne brændstoffer tilgængelige.
https://www.danishshipping.dk/presse/nyheder/klimaregulering-boer-foelges-ad-p3