Nu drager første Holberg-færge sydover
For 37 år siden indsatte DSB-Rederi den første af to nye kæmpefærger mellem Aarhus og Kalundborg opkaldt efter Ludvig Holbergs litterære persongalleri. Den første færge, Nakskov Skibsværft leverede i oktober 1985, kom til at hedde ’Peder Paars’. Søsterskibet, der blev indsat det følgende forår, kom til at hedde ’Niels Klim’ – deraf fællesbetegnelsen Holberg-færgerne.
De godt 11.700 Brt. store færger, enorme i forhold til tidligere DSB-færger, fik kun omkring fem år på Aarhus – Kalundborg-ruten, inden de begge blev solgt til Stena Line og erstattet af de folkeligt set ligeså kendte ’Ask’ og ’Urd’.
Det er ’Peder Paars’, der senest har haft navnet ’Color Viking’, som nu drager til sit sydeuropæiske otium efter den blev taget ud af drift på Color Lines spritrute mellem Sandefjord og Strømstad i sidste måned og sat til salg. Det græske færgerederi Seajet bekræftede i går over for Shippax, at de nu har købt færgen.
Holberg-søsteren ’Niels Klim’ fortsætter indtil videre i Østjylland, nærmere bestemt på Grenaa – Halmstad-ruten, hvor den sejler som ’Stena Nautica’ for Stena Line.
Læs også: Forringelse af rammevilkår får norsk færgerederi til at skære dybt og sælge to færger