23948sdkhjf

Er næste Hanstholm på vej?

Midt i den megen tristesse omkring den gigantiske nedtur for Hanstholm Havn er der også et gran af historiens ironi. For det er en kuriøs detalje ved havnens finansielle deroute, at det netop er erhvervsveteranen Michael Svane, der som havnens bestyrelsesformand er med til at lægge Hanstholm Havn i graven som en selvstændig enhed. Michael Svane har stået i spidsen for en havn, der ikke havde styr på sin business case og dermed investerede langt mere, end bukserne kunne holde. 

Og nu kommer det kuriøse: Hvis man graver lidt i avisarkivet for nærværende brancheavis, så vil man kunne frem til en artikel fra april 2017, hvor netop Michael Svane udtaler sig om danske havnes iver efter at bruge hundredevis af millioner af skatteydergaranterede kroner til investeringer i nye erhvervsarealer og nye kajanlæg. Dengang var Michael Svane branchedirektør i interesseorganisationen DI Transport. Her havde Michael Svane fået udarbejdet en rapport der viste følgende: Alene de 15 største danske kommunalt ejede havne forventede - altså dengang i 2017 - at udvide med omkring 5 mio. kvadratmeter nyt havneareal frem mod 2020. Det svarer til mere end 700 fodboldbaner og er ifølge DI en voldsomt stor kapacitetsudvidelse svarende til omkring 20 pct. af den nuværende kapacitet. 

I Søfarts artikel udtalte Michael Svane følgende: "Vi er bekymrede for, at når alle havnene vil udvide på samme tid, så kommer man nemt ud i et investeringskapløb. Det kan føre til en kannibalisering på havneområdet, hvor man går på rov hos hinanden, og det er næppe sundt ud fra en overordnet samfundsøkonomisk vinkel." 

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys må man sige, at den bekymring fra Michael Svane var velbegrundet. Og det er derfor ironisk, at det netop var selvsamme Michael Svane, som et par år senere skulle ende med at sidde for bordenden for det hidtil største kollaps for en dansk erhvervshavn. Hanstholm Havn er ikke død og borte. Heldigvis. Men det er såre sandsynligt, at skatteyderne i Thisted Kommune kommer til at betale en meget konkret pris for havnens investeringseventyr. Det er på alle måder en tragisk sag, som dog også er helt selvforskyldt. Ingen har rigtig ført opsyn med havnene - alle ville det samme. Og derfor måtte det gå galt. Det have Michael Svane allerede gennemskuet i 2017. En skam, at der ikke var nogen, der lyttede.  

Havnene er gået på rov hos hinanden, og det har ikke været sundt ud fra en overordnet samfundsøkonomisk vinkel
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079