Mærsk: Digitalt prestigeprojekt lægges i graven
Med brug af blockchain-teknologi ville Mærsk og it-giganten IBM revolutionere papirgangen i shippingindustrien. Arbejdet begyndte som et projekt for Mærsk selv, men blev hurtigt bredt ud som en platform andre operatører kunne tilslutte sig og fik navnet Tradelens. Men Resten af industrien nåede aldrig rigtig at se lyset ved den nye teknologi, der gør fx shippingdokumenter 100 % sporbare samtidig med, at man bibeholder deres anonymitet. Derfor har Mærsk besluttet, at platformen Tradelens lukker næste år ved udgangen af første kvartal 2023. Det oplyser Mærsk i en pressemeddelelse, der også refereres af Berlingske og Børsen.
- Vi vil udnytte Tradelens arbejde som et springbræt til yderligere at skubbe vores digitaliseringsdagsorden frem og ser frem til at udnytte energien og evnerne hos vores teknologitalent på nye måder, siger chef for Business Platforms hos A.P. Møller - Mærsk Rotem Hershko i pressemeddelelsen.
Videre hedder det, at folkene bag platformen med øjeblikkelig virkning er gået i gang med at afvikle den.
Ifølge Mærsk nåede Tradelens på dens fire årige levetid ikke at blive den kommercielt levedygtige platform, selskabet havde håbet på.
- Selvom vi med succes udviklede en levedygtig platform, er behovet for fuldt globalt industrisamarbejde desværre ikke blevet opfyldt. Derfor har Tradelens ikke nået det kommercielle levedygtighed, der er nødvendigt for at fortsætte arbejdet og opfylde de økonomiske forventninger til en selvstændig virksomhed, forklarer Rotem Hershko videre.
Til Børsen forklarer indehaver af rådgivningsfirmaet Vespucci Maritime, Lars Jensen, at branchen aldrig tog teknologien til sig.
- Det har krævet et fuldt og helt engagement af rigtig mange stadeholdere. Tradelens er en god idé, men jeg har ikke set mange steder i markedet, hvor der har været en omfattende konkret brug af det. Der var mange, der knyttede sig til det for at se, hvad det var, men den reelle brug har manglet lidt, siger han til Børsen.
Tradelens-platformen blev annonceret i 2018 og er udviklet i fællesskab af IBM og GTD Solution, der er den division af Mærsk, har stået for udviklingen.
Tidligere i år hentede Mærsk Google-direktøren Kim Spalding til Tradelens, for at få skabt yderligere skub i udbredelsen af platformen.