Fayard vedligeholder tankskibe med russisk gas
Det store danske værft Fayard på Fyn havde fra september til november besøg af tre LNG-tankere, der indgår i trafikken fra Rusland til Europa.
Der er ingen russisk interesse eller ejerskab i noget af det Værftsdirektør Thomas Andersen
Det skriver Jyllands-Posten (bag betalingsmur).
Senest forlod skibet 'Vladimir Rusanov' værftet den 2. november, det var 24 dage efter ankomsten.
Fayard har tilsyneladende en forretning i at vedligeholde de specialbyggede LNG-skibe, som bærer russiske navne og farver, selv om de ikke sejler under russisk flag.
- Vi vil meget gerne stå som en ordentlig og saglig virksomhed og ikke på nogen måder gå på kompromis med det, som vi ønsker at have som kodeks her: At opføre sig ordentligt, siger værftsdirektør Thomas Andersen til Jyllands-Posten.
Han afviser over for avisen, at værftet har overtrådt regler, da det i september og oktober vedligeholdt tre gastankere: 'Vladimir Rusanov', 'Fedor Litke' og 'Boris Vilkitsky', der alle sejler naturgas fra den russiske polarhavn Sabetta til Europa.
- Vi arbejder i et internationalt klima, men de her skibes ejere og tekniske organisationer, dem har vi jo fuldstændig hånd på. Der er ingen russisk interesse eller ejerskab i noget af det, siger Thomas Andersen til avisen.
Ifølge Jyllands-Posten er skibene chartret ud til et selskab i Singapore på en 12 års-kontrakt. Selskabet kontrolleres af russiske Yamal LNG, som er det samme selskab, der står bag udskibningen af gassen i Rusland.