23948sdkhjf

Nordkoreansk missil lander 60 kilometer fra Sydkoreas kyst

Nordkoreansk missil var "territorial indtrængen", mener Sydkorea, som svarer igen med tre missiler

Varslingssirenerne lød på en fjerntliggende sydkoreansk ø, efter at Nordkorea affyrede en række ballistiske missiler natten til onsdag dansk tid.

Det oplyser Sydkoreas militær.

Også Japans kystvagt har bekræftet, at der har været affyret missiler, mens Sydkorea og USA afholder en fælles øvelse.

Ét missil ramte havet mindre end 60 kilometer fra den sydkoreanske kyst.

Det landede uden for Sydkoreas territorie, men syd for den nordlige grænselinje (NLL), som er en omstridt maritim grænse.

Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeo, kalder det "i praksis en territorial indtrængen".

Sydkoreanske fly har som modsvar affyret tre jord til luft-missiler i havet nord for grænselinjen, oplyser det sydkoreanske militær.

Ifølge Sydkoreas militær var det i alt mindst ti missiler af forskellig slags, som blev affyret fra Nordkorea natten til onsdag dansk tid.

Det var på øen Ulleungdo, som ligger omkring 120 kilometer øst for den koreanske halvø i Det Japanske Hav, at sirenerne lød. Det skete, omtrent da missilerne blev affyret, oplyser Sydkoreas militær.

På Ulleungdo blev evakueringsvarslet igen ophævet kort efter.

En embedsmand hos de lokale myndigheder på Ulleungdo fortæller, at ansatte gik i ly i en kælder, da varslet lød.

Sydkoreas præsident har indkaldt til et ekstraordinært møde i det nationale sikkerhedsråd efter affyringerne. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Så sent som tirsdag krævede Nordkorea, at USA og Sydkorea indstiller de fælles militærøvelser.

Fra nordkoreansk side lød det, at den slags "letsindighed og provokationer ikke længere kan tolereres".

Den fælles øvelse, som USA og Sydkorea påbegyndte mandag, er en af de største hidtil.

Den ventes at involvere hundredvis af militærfly fra begge sider.

Flyene vil døgnet rundt i løbet af det meste af ugen simulere angreb.

FN-resolutioner forbyder nordkoreanske test af ballistiske missiler. Nogle af dem er i stand til at bære nukleare sprænghoveder.

Situationen på den koreanske halvø er for tiden meget anspændt.

Sydkoreas præsident har advaret om, at Nordkorea måske varmer op til landets syvende atomprøvesprængning.

Nordkorea beskylder jævnligt USA for at forberede et angreb igennem de fælles øvelser med Sydkorea. Det afviser både USA og Sydkorea.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078