23948sdkhjf

Rusland: Droner med canadisk teknik blev affyret fra Ukraine

Vragrester fra droner brugt til angreb på havnebyen Sevastopol er blevet fundet af Rusland, siger ministerium

Rusland hævder, at droner - benyttet i angreb mod havnebyen Sevastopol på Krim-halvøen lørdag - havde teknik fra Canada og blev affyret fra et område nær Odesa i Ukraine.

Oplysningen kommer fra det russiske forsvarsministerium søndag ifølge Reuters og det russiske nyhedsbureau Tass.

Myndighederne har ifølge ministeriet undersøgt vragrester fra de maritime droner, lyder det.

En af dronerne blev ifølge Rusland muligvis affyret fra et skib, der fragtede korn ud af Ukraine.

- Dette kan indikere, at enheden (dronen, red.) blev affyret fra et af de civile fartøjer, der er chartret af Kyiv eller dets vestlige partnere til eksport af landbrugsprodukter fra Ukraines havne, skriver forsvarsministeriet i en udtalelse.

Angrebet på Sevastopol blev indledt tidligt lørdag morgen. Først lød det fra russisk side, at angrebet var afværget. Siden blev det meddelt, at et skib var blevet ødelagt.

Ifølge Rusland bevægede dronerne sig langs den oprettede korridor for korntransport, inden de skiftede kurs og strøg mod den store russiske flåde, der holder til i Sevastopol.

Informationerne stammer ifølge russerne fra en analyse af vragresterne og udpluk fra hukommelseskort i de bjærgede droner.

Navigationsmoduler fra dronerne stammer fra Canada, hævder ministeriet.

Oplysningerne er ikke blevet bekræftet fra anden side.

Som konsekvens af angrebet valgte Rusland at suspendere aftalen om korntransport. Aftalen blev i juli forhandlet på plads af Ukraine, Rusland, FN og Tyrkiet.

Flere millioner ton korn har takket være aftalen kunnet forlade ukrainske havnebyer og sejle videre ud i verden via Sortehavet.

Allerede søndag kan Ukraine mærke konsekvensen af, at Rusland har vendt aftalen ryggen. Det siger den ukrainske minister for infrastruktur Oleksandr Kubrakov.

- Et tørlastskib med 40 ton korn skulle have forladt en ukrainsk havn i dag (søndag, red.). Disse fødevarer skulle hjælpe etiopiere i hungersnød. Men på grund af Ruslands blokade af kornkorridoren er eksporten umulig, skriver han i et tweet ifølge AFP.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097