Ophugningsværft skal pensionere 250 meter offshore-veteran
Det bliver Modern American Recycling Services Europe (M.A.R.S.) i Frederikshavn, der skal stå for pensioneringen og genbrug af Teekays ‘Petrojarl Foinaven’.
‘Petrojarl Foinaven’ er 250,2 m lang og blev taget i brug i 1996 og har været i Foinaven-området siden 1997. Foinaven-feltet var den første dybvandsudbygning vest for Shetland.
Kontrakten omfatter ifølge M.A.R.S. projektering, klargøring, demontering og grøn genbrug af skibet.
- Vi er utroligt stolte over at blive tildelt endnu et projekt fra Teekay. Det er et stærkt signal om, at vi i Danmark leverer et kvalitetsprodukt. Der skal lyde en stor ros til alle medarbejdere, som hver dag leverer høj standard og er med til at udvikle os i en sikker og bæredygtig retning. Projektet vil fastholde 40-45 medarbejdere de næste 12-14 måneder, siger CEO i M.A.R.S, Kim Thygesen, i forbindelse med ordren.
Skibet forventes at ankomme til Frederikshavn den 20. oktober.