23948sdkhjf

Globalt udsyn belønnes med diversitetspris

Rederiet Hafnia er netop belønnet med Danske Rederiers Diversitetspris for blandt andet udvikling af global platform med fokus på chikane og mobning

Det blev rederiet Hafnia, der løb med Danske Rederiers nyindstiftede Diversitetspris, der er oprettet for at øge fokus på at undgå mobning og chikane i den maritime sektor.

Hafnia vandt prisen i skarp konkurrence med tre andre rederier; Norden, DFDS og Maersk Tankers.

Hafnia har skabt en platform på tværs af flere rederier, hvor alle kan komme med ideer til konkrete initiativer, som kan rulles bredt ud og skabe bedre diversitet. En slags tænketank, hvor de bedste initiativer har potentiale til at nå langt længere end blot ens egen arbejdsplads.

- Hos Hafnia prøver vi at skabe ændringer med en kollektiv tilgang ved at adressere udfordringer både i vores egen virksomhed og i samarbejde med andre i branchen. På den måde kan vi sætte nogle meget større aftryk. Jeg vil gerne sige stort tillykke med prisen til de kollegaer, som har drevet dette store arbejde, siger Mikael Skov, CEO i Hafnia i forbindelse med sejren.

Hafnias vinderinitiativ hedder “Maritime Diversity, Equity & Inclusion (DEI) Lab”, der er blevet til i et samarbejde med RightShip, Wilhelmsen, Thome Group, Rio Tinto og Anglo American, der sammen med en række andre rederier har skabt platformen SeaCode, hvor både kvinder og mænd til søs, som har oplevet chikane eller mobning, kan dele oplevelser og søge råd og hjælp. Samtidig giver det mulighed for at indsamle statistisk materiale, som kan anvendes til at tage hånd om og drive forandringsprocesser på tværs af branchen.

- Det er et meget flot og nytænkende projekt, som Hafnia har skabt. Det involverer medarbejderne i meget bred forstand både til søs og til lands og er ikke blot forankret hos en lille kreds, og så er det skabt i samarbejde med flere rederier, så gode ideer har potentiale for at nå endnu længere ud, siger Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier i forbindelse med prisuddelingen.

Hun var et blandt fem jurymedlemmer, som har læst og voteret blandt diversitetsinitiativerne.

- Det var virkelig svært at kåre en vinder, og det var et meget tæt opløb. Initiativerne er ret forskellige, men fælles for dem er, at de meget seriøst behandler spørgsmålet om bedre diversitet og er med til at skabe reel forandring. Jeg er dybt imponeret over finalisterne, og jeg synes, at det tegner meget positivt for diversitets- og ligestillingsarbejdet i rederierne, siger Anne Windfeldt Trolle.

Øvrige nominerede projekter

Rederiet Norden deltog i konkurrencen med en ’forældre-pakke’, som skal sikre, at der er fuld pension under barsel, og at der i Danmark er 24 ugers betalt barsel til både far, mor eller adoptivforældre. Pensionsbetaling er blandt andet indført for at mindske det spænd, som ofte er mellem mænd og kvinders pension pga. barselsorlov i løbet af arbejdslivet samtidig med, at der er etableret en særlig mentorordning, hvor der gives plads til at tale om de udfordringer, der kan være forbundet med at starte arbejde igen efter endt barsel og forældreorlov.

Rederiet DFDS har sat et mål om, at 30 procent af de ansatte skal være kvinder i 2023. Målet er nået i bestyrelsen og flere kontorer, og der er indført en ’diversitets-rapportering’ som del af kvartalsrapporterne. En lang række initiativer er rullet ud for at nå målet, som i øvrigt er forankret i topledelsen.

Maersk Tankers har indført en ny ligestillingsstrategi (Diversity, Equity and Inclusion) som i høj grad understøtter målet om at ansætte 50 procent kvinder i nye stillinger. Andelen af kvinder ansat i Maersk Tankers er gået fra 30,5 procent I 2020 til 35 procent, og I 2021 var 55 procent af nyansatte kvinder.

Jury til Danske Rederiers Diversitetspris

Faglig leder i SEA HEALTH AND WELFARE, Torsten Mathias Augustsen

Head of Organizational Performance and Development ved Welltec, Anja Rose

Lektor ved Copenhagen Business School, Dr. Poornima Luthra

Direktør for Halcyon Recruitment og grundlægger af Diversity Study Group, Heidi Heseltine

Direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier, Anne Windfeldt Trolle

Kilde: Danske Rederier

Fire rederier nomineret til ny diversitetspris

Danske Rederier vil fremme diversiteten i dansk søfart med ny pris

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078