23948sdkhjf

Maersk-selskab får ny topchef efter kuldsejlet salgsproces

Drømmen om en milliard-gevinst røg tidligere på året i vasken for Mærsks containervirksomhed. Nu får selskabet ny CEO

Maersk Container Industry (MCI), der producerer kølecontainere, oplyser, at den nuværende CCO Søren Leth Johannsen til november bliver ny CEO. Han vil erstatte Sean Fitzgerald, der har besluttet at trække sig fra rollen som administrerende direktør og flytte til USA.

Udnævnelsen kommer efter det ikke lykkedes at sælge containervirksomheden til det kinesiske selskab China International Marine Containers (CIMC). En handel, der kunne have indbragt ejerne A.P. Møller-Mærsk en betydelig milliard-gevinst, men i august oplyste Mærsk, at salget ikke ville blive til noget med henvisning til problemer med godkendelser fra de relevante myndigheder.

Søren Leth Johannsen har været hos MCI de sidste 17 år og har haft rollen som CCO siden han kom til.

- Jeg er meget glad for, at Søren Leth Johannsen har accepteret at blive udnævnt til administrerende direktør for MCI. Med sine mange år hos MCI har han stor indsigt i både markedet og kunderne, hvilket vil være værdifuldt på rejsen fremover. Jeg vil også gerne takke Sean Fitzgerald for al hans dedikation, siden han kom til for fem år siden. Han har været medvirkende til MCI's transformation og overdrager stafetten til en økonomisk robust virksomhed, siger CEO for Fleet & Strategic Brands hos A.P. Møller - Mærsk, Henriette Hallberg Thygesen, i en meddelelse om udnævnelsen.

Også Søren Leth Johannsen ser frem til at styre MCI videre ud i verden.

- I de senere år har virksomheden omstillet sig og betragtes nu som den førende inden for containerkøleteknologi. Jeg ser frem til at fortsætte denne udvikling, da vi også går i gang med arbejdet med at definere det fremtidige strukturelle setup for MCI, siger han.

MCI er grundlagt i 1991 og beskæftiger 2.300 medarbejdere i Kina og Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078