Frivillige åbner dansk søredningsstation nr. 13
I Faaborg er der netop åbnet en ny søredningsstation, som rykker hurtigt, når uheldet på søen er ude.
Den nye søredningsstation bliver drevet af frivillige i Dansk Søredningsselskab (DSRS), der hjælper fritidssejlere og andre bådejere, der har brug for assistance ved for eksempel motorstop eller grundstødning.
Det skriver TV2 Fyn.
- Det er kulminationen på en rigtig masse træning og en helt masse frivilligt arbejde. Så vi er rigtig taknemmelige for den indsats, der har været her, siger Erik Møller-Madsen, der er stationsleder hos Dansk Søredningsselskab i Faaborg til mediet.
Udover den nye station i Faaborg har Dansk Søredningsselskab 12 stationer over hele landet, og omkring Fyn er der stationer i Odense Fjord, Kerteminde, Rudkøbing og Assens. På Ærø er der også en søredningsstation, som ligger i Marstal og drives af Ærø Søredningsforening.