23948sdkhjf

Den tyske regering vil sælge DB Schenker

Den tyske regering har aftalt med Deutsche Bahn at sælge logistikforretningen DB Schenker.

Det har unavngivne kilder i den tyske regering fortalt til det internationale pressebureau torsdag.

Ifølge kilderne vil tilsynsrådet for statsejede Deutsche Bahn vil formentlig godkende salget allerede i år.

Samme melding lyder det også fra de tyske medier Handelsblatt og Spiegel.

Børs- og finansfolk har værdisat DB Schenker til et sted mellem 12 og 20 milliarder euro – det svarer til mellem 100-150 milliarder danske kroner.

Ifølge Reuters forventer kilder i bank- og finansverden at blive inviteret til at arbejde med salgsprocessen i løbet af de næste par måneder. Både et direkte salg og et første offentligt udbud er muligheder, siger kilderne og tilføjer, at der ikke er noget tidspres for at salget skal foregå i 2023. Et salg i 2024 er også en mulighed.

Både det tyske transportministerium og Deutsche Bahn har afvist at kommentere sagen over for Reuters.

DB Schenker har hovedkontor i Essen og har 75.000 ansatte på verdensplan. Forretningen står for mere end en tredjedel af Deutsche Bahns omsætning og tjente i første halvår af 2022 næsten 1,2 milliarder euro. Det er knap 9 milliarder danske kroner.

Schenker er et af Tysklands ældste transportvirksomheder. Selskabet er helt tilbage fra 1872, hvor Gottfried Schenker stifter Schenker & Co. I den østrigske hovedstad, Wien. I 1931 bliver Schenker & Co. GmbH overtaget af Deutsche Reichsbahn og har siden været under den tyske stats kontrol.

Ligger DSV på lur?

Meldingerne om et salg af tyske DB Schenker har været fremme flere gange. I december sidste år kunne bl.a. Handelsblatt fortælle om lignende salgsrygter, som nu altså virker til at rykke tættere på. 

Hvem bliver så køberne? Det har nærmest været umuligt den seneste tid at snakke DB Schenker-salg uden at nævne DSV. De danske logistikkæmper er nemlig flere gang blevet meldt interesserede. Fra DSV er interessen heller ikke blevet direkte skudt ned. 

I august sidste år var Jens Lund, nummer to i DSV-direktionen efter topchef Jens Bjørn Andersen, ikke afvisende.

- Der er en kæmpe politisk proces rundt om DB Schenker, men hvis selskabet kommer til salg, så er det da noget, vi vil kigge på, sagde Jens Lund til ShippingWatch ved den lejlighed.

Hvis det lykkes for DSV at opkøbe DB Schenker, så står danskerne til at blive verdens største logistikselskab. Men de kan få lokal konkurrence, for også Mærsk er blevet peget ud som en mulig køber. Det fortalte aktieanalytiker Ricky S. Svendsen i forbindelse med rygterne sidste år.

Han ser Schenker som "en lækkerbisken" for både DSV og Mærsk.

- DSV er en helt oplagt køber og klar favorit af de to danske selskaber, fordi de kan få så mange synergier. Men det vil også give mening for Mærsk at kigge på selskabet, og det er jeg også ret sikker på, at de gør, fortalte han til Finans.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093