USA giver tilladelse til satellitbaseret bredbånd på skibe
Der er udsigt til svimlende hurtige internethastigheder om bord på skibe, efter de amerikanske telemyndigheder (FCC) har givet tilladelse til at anvende det satellitbaserede bredbånd, Starlink, om bord på skibe. Det skriver Ocean Insight.
I begrundelsen for tilladelsen påpeger FCC, at Starlink kan muliggøre levering af bredbåndskommunikation med meget høj datahastighed, navigationshjælp og andre tjenester til mobile platforme, som ofte ikke kan betjenes ved hjælp af andre kommunikationsteknologier.
Dansk godkendelse findes allerede
I Danmark oplyser Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, at der ligeledes med en bekendtgørelse fra maj i år er åbnet for brug af fx Starlink på skibe.
- I Danmark har vi åbnet op for, at satellitsystemer såsom Starlink kan bruges på skibe m.v. Vi har undtaget frekvensanvendelsen fra tilladelseskrav, så udbyderen skal ikke anmode os i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur om en tilladelse. Brugerne på skibene skal heller ikke have en tilladelse, oplyser konstitueret kontorchef i styrelsen Robert Lindgaard til Søfart.
Starlink er et såkaldt Low Earth Orbit (LEO) satellitsystem, hvor rumfartsorganisationen SpaceX indtil nu har opsendt omkring 2.700 satellitter i lavt kredsløb om jorden. SpaceX og Starlink er ejet af Tesla-milliardæren Elon Musk.
SpaceX tilbyder også WiFi til flyselskaber rundt om i verden med den første aftale med Hawaiian Airlines.