Markant fald i krydstogtskibe i København efter Ruslands invasion af Ukraine
Ruslands invasion af Ukraine har indtil videre medført 17 aflyste krydstogtanløb i København.
Det fremgår af en opgørelse fra turismeorganisationen Wonderful Copenhagen.
Ved starten af 2022 var der anmeldt 343 besøg af krydstogtskibe i København fordelt i løbet af året. Men nu ved indgangen til sommersæsonen er det tal nede på 326.
Til gengæld er der pæn vækst i anløbene i landets øvrige krydstogthavne.
Det gælder navnlig Bornholm, Skagen og Aarhus. Bornholm havde ved starten af året 75 anløb i bogen, men er nu oppe på 91. Skagen er gået fra 45 til 61, mens Aarhus er gået fra 36 til 63 anmeldte krydstogtanløb i 2022.
- Det er derfor særligt København, der mærker konsekvenserne af uroen i Østersøområdet, siger Claus Bødker, direktør for krydstogtturisme i Wonderful Copenhagen, hvor netværket for den danske krydstogtbranche, CruiseCopenhagen, er forankret.
Mens skibene rundt i de danske havne lægger til og sejler igen samme dag, så har København oparbejdet en position som turn-around - der, hvor gæsterne begynder og afslutter deres krydstogt. Det betyder, at gæsterne er længere tid på destinationen og typisk har overnatning i byen i den forbindelse og dermed også et større forbrug under besøget.
København er et knudepunkt for krydstogtturismen i hele Østersøen, og tidligere på året var krydstogtbranchen fra Østersøregionen samlet i København sammen med repræsentanter fra en lang række af de største rederier i verden. Her underskrev 19 rederier, som inkluderer de fire største krydstogtrederier i verden, en hensigtserklæring på, at de hurtigst muligt - og senest i 2024 - vil benytte landstøm i de havne i Østersøregionen, hvor der er et landstrømsanlæg.