Stor skala: Antifouling med ultralyd er godt for miljøet
Begroning eller fouling på skibe er en belastning ikke kun for økonomien, men også for miljøet, men nu vil dansk firma hjælpe skibsfarten med en miljørigtig løsning på problemet.
Det er det danske firma Allset Industries i Esbjerg, der har videreudviklet ultralyd-teknologi, der allerede er kendt fra lystbåde, til også at være en løsning for store skibe. Det fortæller businessreview.dk.
Ultralyd er godt
Effektiv antifouling reducerer brændstofforbrug, giver et bedre havmiljø og hindrer spredning af invasive arter, der fragtes rundt i begroningen på verdenshavene. Men de traditionelle metoder anvender kobber til at dræbe mikroorganismer, og hvad der ellers kommer i kontakt med kobberet, hvilke er skidt for havmiljøet. Derfor har Allset videreudviklet en teknologi, der allerede anvendes på lystfartøjer.
- Vi sætter transducere med ultralyd på indersiden af skroget, og ultralyden sender så mikrovibrationer gennem skroget, som gør, at alger og andre uønskede vækster og organismer ikke sætter sig. Resultatet er et rent skrog uden begroning og et mindre forbrug af brændstof. Man har brugt ultralyd på lystbåde i mange år. Nu vil vi prøve det i kommerciel shipping med større og mere robuste systemer, der passer til markedet. Det er maritim green tech, det gør noget godt for brændstoffet og havmiljøet, og så vi får vi nogle skadelige stoffer ud af skibsindustrien,” siger direktør i Allset Industries, Jesper Muff Jacobsen, til businessreview.dk.
Læs også: Maling med ålegræssyre skal hindre begroning på skibe
Han gør desuden opmærksom på, at der er stigende opmærksomhed på problemet og der løbende indføres nye restriktioner for den internationale skibsfart.
- Vi kender fænomenet herhjemme i Danmark, hvor østers, der er kommet hertil fra Stillehavet, har været et problem gennem mange år. Internationalt bliver reglerne mere og mere strikse. Hvis du i dag vil sejle et stort containerskib fra Rotterdam til New Zealand, er det et krav, at du stopper undervejs, for eksempel i Singapore, hvor en dykker skal gøre skibet rent nedenunder med en højtryksrenser. Canada har det på samme måde, og lignende krav kommer stille og roligt overalt, især i Sydøstasien, forklarer Jesper Muff Jacobsen.
Videnskabelig dokumentation
Netop for at kunne dokumentere effekten af Allsets løsning videnskabeligt har virksomheden indledt et samarbejde med den kemiske rådgivningsvirksomhed DHI Group, Maersk Line og Miljøstyrelsen. Projektet er en del af en ShippingLab-ansøgning til Innovationsfonden.
- Antifouling er en stor udfordring for branchen. Det største problem er kobberanoderne, som vi forventer, at IMO, der regulerer sejladsen i internationalt farvand, vil forbyde på nye skibe inden for få år. Når det bliver forbudt at sætte kobberstave i nye skibe, er der lige nu ikke andet alternativ end vores ultralyd-løsning, påpeger Allset-direktøren overfor businessreview.dk.
Ultralyd-løsningen fra Allset Industries sidder i dag på omkring 120 skibe.