Solid vækst hos Hempel
Hempels omsætning steg i 2021 med 15,1 procent, og endte dermed på 1,8 milliarder euro (13,4 milliarder kroner).
Fremgangen skyldes en organisk vækst 5,9 procent samt to store strategiske opkøb.
Ebitda steg med 15,3 procent og udgjorde 203 millioner euro (1,5 milliarder kroner), hvilket resulterede i en stabil ebitda-margen på 11,4 procent, som var i overensstemmelse med forventningerne.
- Vores resultater i 2021 var meget tilfredsstillende og viser, at de resolutte tiltag, som blev iværksat for at fokusere vores ambitioner og levere på vores strategi, betaler sig, siger Lars Petersson, administrerende direktør i Hempel, i en pressemeddelelse.
- Vores ambition er at fordoble vores forretning inden 2025 og at øge vores positive indvirkning, hvad angår bæredygtighed – og vi er på rette vej, supplerer han.
Hempel gennemførte to store strategiske opkøb i løbet af 2021. I april overtog virksomheden Wattyl, som er en af Australiens og New Zealands førende producenter af husmaling og maling til infrastruktur-segmentet. I september fulgte overtagelsen af Farrow & Ball, der har hovedsæde i Storbritannien og er en af verdens førende virksomheder inden for dekorativ luksusmaling og -tapet. Samlet set tilførte de to virksomheder en omsætning på 162 millioner euro (1,2 milliarder kroner) i 2021 med en forventet omsætning for hele 2022 på cirka 275 millioner euro (2,0 milliarder kroner).
Forventningen for 2022 er en middel til høj etcifret organisk omsætningsvækst, samt en svagt stigende ebitda-margin på 11-12 procent, svarende til et ebitda på 220-240 millioner euro (1,6-1,8 milliarder kroner).
mio. euro | 2021 | 2020 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1.774 | 1.541 |
Resultat af primær drift | 112 | 99 |
Resultat før skat | 95 | 71 |
Årets resultat | 66 | 50 |
Balancesum | 2.496 | 1.542 |
Egenkapital | 529 | 456 |
Antal ansatte | 6.746 | 6.099 |
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2021 |