23948sdkhjf

Den sidste oprydning af Fredens Havn er i gang

En årelang strid om Fredens Havn, hvor folk har boet i både vest for Christiania, ser ud til at være slut

Snart er de sidste både væk fra Fredens Havn, som området Erdkehlgraven vest for Christiania i København kaldes.

Den sidste del af oprydningen af havnen, hvor en række mennesker har boet i både, er gået i gang her kort efter nytår. Det fortæller Hans Erik Cutoi-Toft, der er områdechef i Kystdirektoratet.

- Selve oprydningen startede i går, og det, vi er i gang med nu, er at slæbe nogle af fartøjerne og skibene væk og tage dem op og køre dem på en oplagsplads, siger han.

Oprydningen ventes at være færdig i uge tre.

Der har været en årelang strid om vandområdet. Beboere i havnen blev sidste år pålagt af retten at betale bøder, hvis ikke de fjernede deres både. De har indstillet sig på at flytte, fortæller Esben Banke, en af beboerne.

- Det har kunnet lade sig gøre, fordi vi hele tiden har været i et samarbejde og dialog med Kystdirektoratet og selvfølgelig også politiet. Så der er ikke uro på den måde, siger han.

Esben Banke, der er bådbygger, flyttede som den første ind i en båd i Erdkehlgraven i 2006. Flere andre kom siden til, og Fredens Havn blev til.

Ifølge Esben Banke var de omkring ti beboere i havnen for et halvt år siden, men nu er de også kun en håndfuld, der er tilbage, og som nu skal flytte. De har alle et sted at flytte hen nu, fortæller han.

Som den sidste bliver Esben Bankes skib flyttet på lørdag, fortæller han. Så skal han bo på land noget tid, ind til skibet er gjort klar til at sejle igen.

- Nu tager jeg mig selv og mit skib med på værft, så jeg kan være sejlende og fri og benytte mig af dansk kyststrækning.

- Det har jeg ikke kunnet gøre med det socialpædagogiske projekt under armen, siger han og henviser til, at der følger nogle ting med, når man danner et mødested tæt på Christiania.

Det ligger ham dog også meget på sinde at fortælle, at han mener, at det har store konsekvenser for naturen, at det er slut med havnen.

Flere gange har Esben Banke fortalt om, hvordan beboerne har bidraget til oprydning i vandområdet, hvor han også har en flydende anordning, som kan opsamle skrald. Men den forsvinder altså nu.

- Det er godt nok en begravelse med alt det, vi kommer til at miste her. Det er ikke bare os, men hele byen, der mister et åndehul og en mulighed for at have et rigt dyreliv, siger han.

Når rydningen er færdiggjort om et par uger, er det endnu uvist, hvad fremtiden bringer for Erdkehlgraven, fortæller Hans Erik Cutoi-Toft fra Kystdirektoratet.

- Vores mål er, at der bliver ryddet op, og det forbliver opryddet. Men der er flere modeller i gang og noget arbejde i gang med at planlægge, hvordan man så kan sikre, at der ikke sker noget lignende igen på et senere tidspunkt, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094