23948sdkhjf

Grønt lys til gigantisk svensk havneprojekt

Jern er guld for Sverige, og nu bygger svenskerne en ny storhavn, så tre gange større skibe kan fragte endnu mere malm fra minerne og ud til resten af verden.

Det største svenske infrastrukturprojekt inden for søfart siden byggeriet af Gøtakanalen har fået grønt lys af den svenske regering.

Det skriver svenske Sjöfartstidningen.

Gigantprojektet til omtrent to milliarder danske kroner indebærer en gennemgribende udbygning af både indsejlingen til og fra Luleå samt selve havnen i industribyen, som ligger helt oppe i bunden af den botniske bugt i Østersøen tæt på Finland.

Byen og havnen er central for minedriften i det nordlige Sverige og Finland. Men havnen nærmer sig bristepunktet, så nu skal den og indsejlingen have en historisk opgradering.

Svenskerne kalder meget rammende havneprojektet for ’Malmporten’, og det indgår i den nationale infrastrukturplan for 2018-2029.

Uddybes fra ni til 15 meter

Planen er at bygge en helt ny dybvandshavn, der kan anløbes af de største skibe, som besejler Østersøen.

Havnen kommer til at tage imod skibe, der kan laste op til 160.000 ton. Det er omtrent tre gange mere end dagens maksimale kapacitet på 55.000 ton.

Men det kræver mere dybde under havoverfladen. Derfor skal både indsejlingen og havnen opmudres med cirka seks meter, så der bliver plads til skibe med en dybgang på 15 meter. Samtidig skal indsejlingen gøres bredere flere steder.

- Investeringerne i havnen i Luleå er vigtige for hele Sverige, ikke mindst for at styrke konkurrenceevnen. Det skaber arbejdspladser og tro på fremtiden, siger infrastrukturminister Tomas Eneroth (S) i en pressemeddelelse.

Byggeriet skal nu i udbud. Opmudringsarbejdet forventes at gå i gang i 2024 og året efter skal havnebyggeriet startes, så ’Malmporten’ ifølge planen kan indvies i 2028.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11