23948sdkhjf

Nu er ’Almirante Storni’ bugseret videre til Lysekil

I weekenden blev ’Almirante Storni’ flyttet fra Gøteborg til havnen i Lysekil, hvor den stærk beskadigede og udbrændte bulk carrier nu vil blive losset.

Det skriver det svenske medie Sjofartstidningen, som desuden fortæller, at den tyske reder NSC Shipping, der ejer skibet, takker de svenske myndigheder for deres indsats i forbindelse med slukningsarbejdet.

- NSC Shipping vil gerne takke Gøteborg Kommune og Gøteborg Havn for deres fulde støtte, så vi kunne bringe ’Almirante Storni’ til kaj og muliggøre en vellykket slukning af denne komplicerede brand. Den ekspertise og professionalisme, som det svenske brandvæsen udviste, var uovertruffen, og vi er taknemmelige for støtten fra kystvagten og SSRS under hele indsatsen, skriver rederiet til det svenske søfartsmedie.

Tilbage i begyndelsen af december udbrød der pludselig brand i skibets last, der hovedsageligt bestod af tørt tømmer. Det resulterede i en af de største redningsaktioner i Sverige i nyere tid, og branden stod på i mere end en uge, inden skibet kunne flyttes til Gøteborg, hvor branden endelig kunne slukkes helt.

Over julen har skibet ligget til kaj i Arendal, men søndag morgen blev det altså bugseret til Lysekil, hvor resten af lasten vil blive losset, skriver det svenske søfartsmedie.

Her oplyses det også, at den 17 mand store besætning har deltaget i slukningsarbejdet og været omkring skibet i den efterfølgende periode, siden branden brød ud 3. december, og derfor sender rederiet også en hilsen til dem.

- Vores besætning på 17 personer har arbejdet utrætteligt, og NSC Shipping er stolte af deres opførsel gennem hele denne tid, skriver rederiet i udtalelsen til det svenske medie.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094