23948sdkhjf

Skidt i skruen satte færgefart i stå igen-igen

Dykkere måtte hjælpe med at løse problem under vandlinjen på færgen, som tabte en lastbil i oktober og måtte på værft.

En ulykke kommer sjældent alene, og det kan færgeselskabet bag overfarten mellem Hvalpsund og Sundsøre i dén grad skrive under på.

For tredje gang på under to måneder tvang uheld onsdag færgen til at stoppe sejladsen mellem de to færgelejer i Vesthimmerland og Salling.

Først kørte en lastbil i havnen ud for Hvalpsund 26. oktober og beskadigede broklappen på færgen M/S Mary.

Få dage senere - 4. november - stødte reservefærgen M/S Sleipner på grund ud for Sundsøre og beskadigede rorpropellen.

Og onsdag lå "Mary", som blev genindsat på ruten 8. december, så atter ved kaj - denne gang i Sundsøre - og kunne ikke sejle videre.

- Vi har fået noget skidt i skruen. Sejladserne er aflyst. Sandsynligvis resten af dagen. Det vil være uforsvarligt at sejle videre, fastslog skibsfører Erno Rantanen.

Han oplyste, at dykkere var tilkaldt for at finde ud, hvad der havde viklet sig ind i en af færgens to skruer. Og senere onsdag kunne det så oplyses via færgens facebookside, at problemet var løst. Det viste sig at være en større stolpe, der havde sat sig fast. Det lykkedes dykkerne at få den vristet fri.

Erno Rantanen stod på broen, da færgen lagde fra land i Hvalpsund og tog hul på den 10 minutter lange sejltur til Sundsøre.

- Det skete inde i Hvalpsund Havn. Vi kunne godt sejle ud, men den blev ved med at ryste. Så koblede vi den ene skrue fra, så vi kunne godt komme til Sundsøre. Men det vil være uforsvarligt at sejle videre, før dykkerne har set på det. Det er godt nok ved at være trælst det her - for at sige det på dansk, lød det med et suk fra Erno Rantanen, som altså nu igen er sejlende.

Kilde: https://nordjyske.dk/nyheder/vesthimmerl...

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109