Amerikanske havnechefer: Kaos fortsætter ind i 2022
Der er i øjeblikket et enormt tryk på mange af verdens største containerhavne, og især på USA Vestkyst er der efterhånden flere ugers efterslæb på både containerfragten og i den landbaserede logistik.
Ifølge Børsen melder flere amerikanske havnechefter dog nu om mere nedslående nyt.
Tidligst næste år kan man vente en bedring, lyder prognosen.
- Nogle af de centrale aktører melder ud, at de ikke ser nogen lindring. De forventer, at trængslen fortsat vil være et problem gennem hele første kvartal 2022. Flere spår, at der vil være problemer til udgangen af andet kvartal 2022, siger David White, direktør i Virginia Maritime Association, der repræsenterer 450 virksomheder indenfor havnelogistik på den amerikanske østkyst.
Deres melding er, at situationen først for alvor kan forbedres, når covid-smitten kommer helt under kontrol i USA. Hovedårsagen til trængselsproblemerne er netop gentagne nedlukninger i havnene de seneste halvandet år som følge af smittetilfælde.
Situationen er værst på vestkysten hvor 47 containerskibe lige nu ligger for anker og venter på at kunne sejle ind i havnene ved Los Angeles og Long Beach, der tager imod en tredjedel af al containerfragt til USA. I en normal situation ligger der nul eller ét skib.