Kendt dansk shipping-analytiker skifter job
Bimco's chefanalytiker, Peter Sand, har sagt op i den internationale rederiorganisation for at begynde en ny karriere hos analysevirksomheden Xeneta, hvor han vil tiltræde positionen som chefanalytiker.
Peter Sand tiltrådte Bimco i 2009, og tjente et par år som shippinganalytiker før han i 2011 steg helt til tops som chefanalytiker.
Det er med andre ord en mere end 12 år lang karriere i Bimco, der nu er på vej til at slutte.
Xeneta Shipping Index er en norsk analysevirksomhed med hovedkvarter i Oslo og derudover kontorer i Hamborg og New Jersey.
Virksomheden tilbyder forbrugere af logistikydelser en række nøje indsamlede informationer om transportrater for derigennem at give kunderne mulighed for at finde de transportmuligheder med de lavest mulige omkostninger.
Også læsere af nærværende branchemedie vil komme til at savne Peter Sands altid ekstremt saglige vurderinger som selvsagt bygger på enorme mængder af data, som indsamles af Bimco.
Interessen for analyse bygget på omhyggeligt indsamlede branchedata blev lagt tidligt i karrieren i en stilling som specialkonsulent i 'talfabrikken' Danmarks Statistik mellem 2002 og 2006.
Herefter tilbragte Peter Sand knap tre år i rederiet Norden som senioranalytiker.