Andet kvartal: Pandemien tynger fortsat Torms marked
- Torm kom ud af andet kvartal med et resultat på 45 mio. dollars og en indtjening før skat på 2,4 mio. dollars, på trods af et marked, der fortsat er negativt påvirket af pandemien.
- Vi har også set en øget markedsværdi for flåden på 81 mio. dollars, svarende til omkring fem pct. – en udvikling, der støtter forventningen om, at produkttankmarkedet er i bedring, lyder det fra Torms CEO, Jacob Meldgaard, i forbindelse med dagens offentliggørelse af rederiets tal for andet kvartal.
Produkttankmarkedet forblev svagt gennem årets andet kvartal som følge af nye lockdowns i Asien og et fortsat lavt råoliemarked.
Større aktivitet i Europa og USA
På positivsiden fortsatte både Europa og USA med udrulningen af vaccinerne, hvilket øgede mobiliteten og dermed også efterspørgslen på brændstoffer, der udgør majoriteten af Torms marked.
Time charter-raterne hos Torm lå gennem andet kvartal gennemsnitligt på 14.591 dollars per dag. I samme periode sidste år lå raterne på 25.274 dollars per dag.
Den nævnte indtjening på 2,4 mio. dollars før skat skal ses i relation til et beløb på 71,4 mio. dollars i andet kvartal 2020, mens de nævnte 45 mio. (44,7 mio.) dollars (EBITDA) repræsenterer et fald fra 119 mio. dollars i samme periode 2020.
mio. dollars | 2. kvt. 2021 | 2. kvt. 2020 |
---|---|---|
Omsætning | 150,8 | 227,8 |
EBITDA | 44,7 | 119 |
EBIT før særlige poster | 12,4 | 85,1 |
Resultat før skat | 2,4 | 71,4 |