Asbjørn døde på skibet, kollegers hjertemassage reddede hans liv
Kort før klokken et natten til den 18. april 2020 ringede telefonen i Judith Morells soveværelse i Vejen.
’Ukendt nummer’. Hun trykkede ’afvis’ og vendte sig om for at sove videre.
En SMS bippede ind fra ESVAGT Crewing: ’Ring vedrørende Asbjørn’.
- Jeg var straks lysvågen; vækkede min mand og ringede op. Det er en af de samtaler, man ikke har lyst til, siger Judith Morell.
Beskeden var ikke rar. Judith og Bjarke Morells 19-årige søn Asbjørn, som arbejder ombord på ’Esvagt Cantana’ i Nordsøen, havde fået hjertestop og var faldet om. Han var ikke ved bevidsthed og netop nu på vej med redningshelikopter til Royal Infirmary i Aberdeen, meget langt fra Vejen.
- Vi hørte det, men vi forstod det ikke, husker Judith Morell:
- Vi havde fået en snap fra ham samme dag; han var i godt humør, i fin form og sund og rask. Det gav ikke mening.
Segnede om
Asbjørns arbejde som ubefaren skibsassistent på ’Esvagt Cantana’ kræver sin sømand. Skibet er et ERRV-skib, som ligger standby ved en olie- gasproduktionsenhed i Nordsøen og skal kunne assistere med opgaver og agere redningsindsats for medarbejderne på platformen.
Man skal være i form for at kunne gøre en forskel i en skarp situation, og derfor bruger besætningen meget tid på træning og øvelser på søen og med fysisk træning i skibets fitnessrum.
Om aftenen var Asbjørn og kollegaen Lasse Lebeck trukket i træningstøjet og i gang med at svede på løbebåndet i fitnessrummet. Træningen forløb fint, indtil Asbjørn pludselig segnede om.
- Jeg arbejdede i Forsvaret, før jeg begyndte at sejle, siger den 25-årige Lasse Lebeck:
- Jeg har set folk gå sukkerkold eller få hedeslag før og tænkte, det nok var det. Jeg målte Asbjørns puls i håndleddet, lagde ham i aflåst sideleje og hentede en kollega til hjælp. Vi slog alarm til broen og tog pulsen igen – nu var den væk. Jeg fandt den i halsen, men kort efter var den også væk der. Så gik vi i gang med ilt, hjertemassage og hjertestarter, siger Lasse Lebeck.
104 minutter uden puls
Andre kollegaer kom til og fandt ind i en effektiv rytme, hvor de arbejdede i skift med hjertemassage på Asbjørn.
- Når en af os gik ned i kadence, tog en anden over. Vi var alle tre i god form og kørte bare på. Vi manglede jo ikke motivation. De første 45 minutter gik sådan her, siger Lasse Lebeck og knipser med fingrene.
Men 45 minutter er lang tid at være uden puls.
Lige inden medics fra den tilkaldte redningshelikopter nåede frem, var der pludselig en puls at mærke. På det tidspunkt havde Asbjørn fået hjertemassage i 104 minutter. Han havde fået fem stød med defibrillatoren, men – der var bogstaveligt talt ikke liv i ham. Nu skete det endelig.
- Medics koblede ham til elektroder og slanger og alt muligt. Han fik en sprøjte, som gjorde, at han krampede helt op, siger Lasse Lebeck.
Besætningen assisterede medics i yderligere to timer, inden Asbjørns tilstand var stabil nok til at blive bugseret op med en båre fra skibets dyb og i helikopter for at sætte kurs mod Aberdeen.
Da helikopteren lettede, kom reaktionen.
- Hos de af os, som havde givet hjertemassage og arbejdet på Asbjørn, var stemningen høj. Vi havde gjort en forskel; Asbjørn havde puls igen, vi var helt oppe at køre. Ude på dækket huggede jeg en af Frederiks smøger. Jeg ryger ellers ikke, men jeg trængte, siger Lasse Lebeck:
- Men for de andre ombord havde tiden været forfærdelig lang. Det har ikke været sjovt at stå på broen i flere timer og ikke kunne gøre noget, siger Lasse Lebeck.
Ville ikke vågne
Tiden gik også langsomt i Vejen. Klokken 4 om morgenen hørte familien Morell fra lægen i Aberdeen. Asbjørn var stabil og i koma; nedkølet til 33 grader.
Det var først der, familien fandt ud af, at Asbjørn havde været uden puls i op mod to timer.
- Vi fik at vide, at han udelukkende var i live på grund af det fantastiske arbejde, skibets besætning havde leveret. Men vi fik også at vide, at det var kritisk, at han havde været uden puls så længe, siger Judith Morell.
Lægerne forklarede, at man i løbet af de næste dage ville varme Asbjørn langsomt op og prøve at vække ham. Det blev dage med tilbageholdt åndedræt.
- På grund af coronarestriktioner måtte vi ikke rejse til Aberdeen og besøge ham. Eneste undtagelse fra den regel var ved fødsler og for at tage afsked. Det var forfærdeligt, at vi ikke kunne være hos ham. Men det blev også et lyspunkt for os. Så længe, vi ikke fik lov at besøge ham, var han ikke ved at dø. Sådan tolkede vi det, siger Judith Morell.
I stedet ringede familien to gange dagligt til hospitalet på iPad’en og så på deres sovende søn. Judith Morell sang for ham, og Bjarke Morell læste godnathistorier. Men der var ingen reaktion.
- Målinger og scanninger viste, at han så fin ud, men de kunne ikke vække ham. Vi havde læst op på følgerne af langvarigt hjertestop, og det var ikke rart. Lægerne var heller ikke optimistiske. Vi indstillede os på, at han formentlig var svært hjerneskadet, siger Judith Morell.
Brækkede knogler
Men så, efter Asbjørn havde været i koma i ti dage, kom gennembruddet for familien.
- En morgen, vi skypede hospitalet, studsede jeg over, at sygeplejersken sagde, at ’…Asbjørn ikke talte så meget’. Det vidste jeg jo godt, for han var i koma. Men så vendte hun skærmen om, og så sad Asbjørn op og kunne række en hånd ud mod os. Det var en helt ubeskrivelig følelse, siger Judith Morell:
Vi havde indstillet os på det værste. Vi vidste ikke, om han kunne genkende os, men nu sad han op. Det var et godt tegn.
Dagen før havde lægerne opdaget, at Asbjørn havde gode – og langt mindre alvorlige – grunde til ikke at vågne. Lasse og de andre søfolk havde brugt mange kræfter, da de gav Asbjørn hjertemassage. En scanning viste, at de undervejs i processen havde brækket otte ribben og brystbenet på Asbjørn.
- Hver gang, han prøvede at trække vejret selv, klappede han sammen igen. Men da de fik repareret brystkassen, gik det for alvor fremad, siger Judith Morell.
Efter en uge var Asbjørn frisk nok til at forlade intensiv og flytte ind på hjerteafdelingen. Og 14 dage efter hjertestoppet vidste familien, at deres dreng nok skulle blive sig selv.
- Den dag, vi talte med en sygeplejerske og hørte, at Asbjørn var begyndt at flirte med sygeplejerskerne, var der ikke længere nogen tvivl: Det var helt sikkert den samme dreng, siger Judith Morell.
Tre uger efter hjertestoppet kunne Asbjørnoverføres til Odense Universitetshospital hjemme i Danmark – 20 kilo lettere.
Her gennemgik han en seks timer lang bypassoperation og fik indopereret en ICD-pacemaker bag venstre skulderblad. Han fik også lægernes ord for, at han er et mirakel.
- Det har vist sig, at en hovedåre til hjertet har været for kort fra fødslen. Det var derfor, jeg altid blev hurtigt forpustet, selv om jeg var i god form. Og det var derfor, jeg fik hjertestop, siger Asbjørn.
Forløsning og glæde
Hjemme igen restituerede og trænede Asbjørn Morell så meget, som de otte knækkede ribben tillod. Han talte med venner, familie og psykolog – og han fik en total nedsmeltning på et tidspunkt, hvor han slet ikke forventede det.
- Jeg var til en fest ved nogle venner og hørte Nik & Jays sang ’En dag tilbage’. Så sad jeg og græd snot i et kvarter, jeg brød helt sammen. Det var overrumplende, men det var også en forløsning, siger Asbjørn Morell.
Han var også i Esbjerg at hilse på kollegaerne fra ’Esvagt Cantana’, og i oktober fik han så lægens ord for, at han kunne træde ind i tørn på skibet igen.
- Jeg har det, som jeg havde det før ulykken, siger Asbjørn:
- Der er 2-3 uger af min hukommelse, som er helt væk, og som nok aldrig vender tilbage. Jeg kan ikke huske nogen knob længere, men ellers er alt normalt, siger han.
- Du kunne nu heller ingen knob før, svarer Lasse Lebeck med et grin.
Kammeratskabet og de dårlige vittigheder er genoptaget. Det sætter alle pris på. Og selv om Asbjørn lige skal give de andre kollegaer besked, før han går ned og træner, så er hverdagen vendt tilbage på ’Esvagt Cantana’.
- Det er fantastisk at være tilbage. Og det var dejligt at møde gutterne igen. Jeg ved godt, hvem jeg kan takke for, at jeg er her – og det ved de også godt, siger Asbjørn Morell.
Skulle de komme i tvivl, så minder en 2x1-meter stor mosaik i Lego om, at familien Morell for evigt vil være besætningen taknemmelig for, at man aldrig gav op på Asbjørn. En bedrift, som fik Judith og Bjarke Morell til at indstille ’Esvagt Cantana’s besætning til Årets Hjerteredder-pris 2021 i Hjerteforeningen.
- Jeg kan slet ikke udtrykke, hvor taknemmelige vi er for, at de ikke gav op på Asbjørn. Selv efter en time blev de bare ved og ved og ved. Det er udelukkende besætningens skyld, at der stadig var håb, da redningshelikopteren nåede frem til skibet efter næsten to timer, siger Judith Morell.
