23948sdkhjf

Venstre-politiker i spidsen for verdens største velgørende hospitalsskibe

Randi Mondorf, trækker på solid erfaring som politisk aktiv, et stærkt netværk og adskillige bestyrelsesposter, når hun fremover skal udstikke kursen for Mercy Ships Danmark, der giver gratis lægehjælp i Vestafrika fra civile hospitalsskibe.

Det skriver Mercy Ships Danmark i en pressemeddelelse. 

Det er en yderst erfaren kvinde, der er blevet valgt til at overtage formandsposten i Mercy Ships Danmark. Siden 2010 har Randi Mondorf været medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune og indtaget formandsposten for Teknik- og Miljøudvalget, Børne- og Skoleudvalget og aktuelt Erhvervsudvalget. Derudover sidder hun med i Regionsrådet og er bestyrelsesmedlem i erhvervsuddannelsen FGU Nordsjælland.

Nu skal Randi Mondorf som bestyrelsesformand stå i spidsen for Mercy Ships Danmark, en kristen NGO, der giver gratis sundhedsydelser, kapacitetsopbygning og bæredygtig udvikling til fattige i Vestafrika. 

Bredt netværk 

Gennem et helt liv har Randi Mondorf været engageret i forskelligt bestyrelsesarbejde, i en årrække arbejdet i flybranchen og har et stærkt netværk i dansk erhvervsliv.

- Den røde tråd i mine bestyrelsesposter har været børn og unges vilkår. Da jeg blev forælder til et vuggestuebarn kunne jeg se, at der var nogle ting, jeg ville være med til ændre.

- Dét engagement og lysten til at være med til at skabe nogle gode rammer forsatte i børnehave og skole, hvor jeg også sad med i bestyrelsesarbejdet. Det endte med, at jeg blev opfordret til at engagere mig i det lokalpolitiske arbejde for Venstre. Jeg vil være med til at påvirke samfundets udvikling og påvirke hverdagen omkring os, siger Randi Mondorf.

Med formandsposten i Mercy Ships Danmark begiver hun sig ind på et nyt område:

- Jeg kendte slet ikke til Mercy Ships, før jeg stødte på foreningen gennem en bekendt. Der gik ikke lang tid, før jeg blev meget begejstret for Mercy Ships sag. Det arbejde som Mercy Ships står bag med at give gratis lægehjælp og operationer, der forandrer livet for nogle af verdens fattigste, der ellers ikke ville have nogle steder at gå hen – det er intet mindre end enestående.

Udsyn mod verden

For Randi Mondorf er det at have udsyn mod verden og blik for andre kulturers vilkår absolut ikke en ny interesse. Hun har siden 2014 arbejdet for Europarådet bl.a. som valgobservatør i en række østeuropæiske lande. I barndomshjemmet i Hillerød mødte hun mennesker fra hele verden, der rejste til Danmark for at udvikle mejeriprodukter sammen med hendes far. Han var ansat som mejeriingeniør ved Statens Forsøgsmejeri.

- Der kom især mange fra Chile for at uddanne sig og udvikle nye produkter. Det var nogle af dem, jeg senere besøgte, da jeg som ung, tog til Chile som udvekslingsstuderende. Lige fra jeg var barn har jeg været bevidst, om at vi lever et meget privilegeret liv i vores del af verden. Jeg har rejst i hele verden – i over 70 lande, fordi jeg har været gift med en, der arbejdede for Novo Nordisk. Det har også været med til at give mig et globalt mindset og et indblik i, hvordan vi hjælper verdens fattigste.

Hun er uddannet Cand. Merc., har en master i ledelse og har senest taget en uddannelse i bestyrelsesarbejde på Copenhagen Business School. Med en veludstyret værktøjskasse og et stærkt netværk, der både tæller politikere, interesseorganisationer, fonde og danske virksomheder ser hun frem til at tage del i udviklingen af Mercy Ships Danmark.

Virksomheder og fonde

- Jeg glæder mig rigtig meget til at mærke den her stærke foreningsånd, som tydeligt mærkes, når man rykker sammen om en fælles sag. Jeg skal ud og tale med nogle af de medlemmer, der har været engageret i foreningen i mange år. Jeg skal også se på, hvad lignende foreninger og organisationer gør,” siger Randi Mondorf og uddyber:

- Som jeg ser det, er vores største og mest håndgribelige udfordring lige nu at få et bredere fundament i vores sponsorer. Jeg er overbevist om, at fordi vi i Mercy Ships har en stærk sag, som kan engagere endnu flere, så er det muligt at supplere vores nuværende sponsorsamarbejder med nye.

Den nye formand har også en stærk tro på, at mange flere danskere, virksomheder og fonde ligesom hende vil tabe deres hjerte til Mercy Ships sag:

- Det er vores opgave at sørge for, at endnu flere kommer til at kende Mercy Ships arbejde – både dem der vil støtte os med donationer, men også dem der har lyst til at donere deres tid, som frivillige om bord på et af vores hospitalsskibe, siger hun og slutter:

- Jeg glæder mig meget til at få Mercy Ships endnu mere ind under huden og også på et tidspunkt kunne rejse til Vestafrika og være med ombord og møde dem det handler om - nemlig den frivillige besætning og patienterne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08