Maritime ME Production hædret for vild vækst
ME Production A/S i Frederikshavn er af Dagbladet Børsen udnævnt til årets fremstillingsgazelle i region Nordjylland.
En gazellevirksomhed har i løbet af de seneste fire regnskabsår har haft positiv vækst i omsætning eller bruttoresultat og samlet set har mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.
”ME Production A/S arbejder med scrubber-systemer, altså filtrering og rensning af industriel udstødning fra for eksempel fabrikker eller skibe. Det er et varmt emne, fordi gasser og partikler udgør en væsentlig del af den luftforurening, som findes over det meste af kloden i dag,” hedder det i begrundelsen.
Videre lyder det:
”Netop derfor er virksomheden interessant. Renere luft kræves af både myndigheder og kunder, og på den måde byder virksomheden sig til på et marked som drives frem over stepperne af omverdenens forventninger. Forventninger som må forventes at stige i fremtiden i takt med, at konsekvenserne af luftforurening koster mere og mere for samfund og borgere mange steder på kloden.”
Virksomheden arbejder også med andre forretningsområder. Herunder særligt gearkasser til den maritime industri og vindindustrien.
Med sin beliggenhed i Frederikshavn har virksomheden gode logistiske forudsætninger både til lands og til vands og har da også kunder i hele verden. Desuden har virksomheden i 2018 etableret salgs- og produktionsaktiviteter i Kina, så ambitionerne om stor eksport er også i vækst.