23948sdkhjf

Europæiske leverandører og værfter langer ud efter IMO's grønne ambitioner

Opdateret 18.11.20 kl. 09:41: Tirsdag godkendte IMO det omdiskuterede forslag, der skal nedbringe CO2-udledningen på kort sigt.

De kommende klimakrav til den internationale skibsfart er langtfra ambitiøse nok.

Sådan lyder det samstemmende fra Danske Maritime, Cesa, der repræsenterer værfterne fra EU, Tyrkiet og Norge samt disses underleverandører, og Sea Europe, der repræsenterer hele den europæiske maritime industri på tværs af 16 lande.

I denne uge mødes repræsentanter fra de tre organisationer og en række andre parter i IMO's Marine Environmental Protection Committee (MEPC 75) for at drøfte løsninger og foranstaltninger, som skal dæmme op for skibsfartens udledning af drivhusgasser. På bordet ligger et udspil fra IMO, som skal bane vejen for at nå de udpegede målsætninger til tiden, og som for første gang også forholder sig til den eksisterendes flådes energieffektivitet og deraf følgende CO2-aftryk.

Men kravene i det nye forslag er utilstrækkelige og udnytter ikke det fulde potentiale i de klima- og miljøvenlige teknologier, som allerede er tilgængelige på markedet, lyder det fra de tre organisationer, som derfor undrer sig og forholder sig kritisk til forslaget.

Det fortæller Jenny Braat, adm. direktør i Danske Maritime og bestyrelsesmedlem i både Cesa og Sea Europe, i en pressemeddelelse.

- Jeg synes, det er virkelig ærligt, at man ikke tør insistere på brugen af de bedste løsninger, som i parentes bemærket blandt andet kommer her fra Danmark, siger hun og fortsætter:

- Men i det nuværende udspil er kravene for vagt formuleret til at rykke noget for alvor, og det vil vi selvfølgelig kritisere. Både for nye skibe og for retrofitting er det afgørende at få de bedste grønne teknologier gjort obligatoriske, siger Jenny Braat.

Krav skal være klokkeklare

Hun efterlyser samtidig en klar definition af, hvordan reduktionerne af drivgasser mere præcist skal opgøres, og hvordan kravene skal håndhæves. Som det ser ud nu, bliver det i høj grad op til branchen selv, og det gavner ikke den grønne omstilling, mener Jenny Braat.

Uden klokkeklare og langt mere ambitiøse krav går den grønne omstilling af skibsfarten for langsomt og kommer i for høj grad til at handle om økonomi. Så der bør tages mere politisk lederskab for at understøtte innovation i branchen og for at sikre, at grønne investeringer betaler sig, bidrager til konkurrenceevnen og i sidste ende er en selvfølge, siger Jenny Braat.

Det samme efterlyser Cesas repræsentant i IMO, Dr. Ralf Søren Marquardt. Han siger ifølge Danske Maritime, at IMO har brug for en mere robust drivhusgasstrategi, der netop bør understrege og fremhæve de tekniske muligheder og gøre klimalovgivningen mere effektiv.

Strider med EU-niveau

Fra Sea Europe understreger generalsekretær Christophe Tytgat ifølge Danske Maritime, at EU’s Green Deal jo også gælder for skibsfart. Han vurderer, at de uambitiøse internationale krav vil sætte øget politisk pres på EU, med krav om regionale tiltag fra de europæiske maritime teknologiproducenter, som ønsker at få fremskyndet implementeringen af ​​grønne teknologier og ønsker en stabil lovgivningsramme, der bakker first movers op og understøtter deres investeringer.

IMO´s eget fjerde studie om udledning af drivhusgasser fra skibsfarten blev præsenteret i IMO i oktober. Det viste, at de samlede emissioner fra skibsfarten fortsat er stigende.

Der er således nok at debattere, og drøftelserne i MEPC 75 varer resten af ugen. Efter planen skal nogle af de nye IMO-krav træde i kraft fra 2023.

Læs også: "IMO er ikke opgaven voksen"

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.155