23948sdkhjf

Ny aftale om eksport-genstart har maritime ambitioner

Folketinget vil blandt andet bruge krydstogtindustrien og grøn maritim teknologi som drivkraft for dansk eksport

Et bredt flertal i Folketinget følger nu op på flere af de anbefalinger, som otte hold fra forskellige dele af det danske erhvervsliv er blevet bedt om at komme med i et forsøg på at genstarte dansk eksport efter coronakrisen. 

I en aftale, som netop er præsenteret, er flere af anbefalingerne fra ’Genstartsteamet for Det Blå Danmark’ blevet taget til efterretning. Det udmønter sig nu i konkrete tiltag til gavn for branchen. 

Et af de mest presserende corona-relaterede problemer i branchen er udfordringerne med besætningsskifte. Her har et midlertidigt dansk tiltag gjort det muligt for rederier at bruge Danmark som transitland for på- og afmønstrende besætningsmedlemmer, men ordningen stod til at udløbe den 15. oktober. I den nye aftale er ordningen dog forlænget, så den gælder i resten af 2020. Der er afsat tre mio. kroner til den indsats, som ordningen kræver af Udlændingestyrelsen og Politiet. 

FAKTA - Aftale om genstart af dansk eksport

Følgende partier har tilsluttet sig aftalen:

  • Venstre
  • Radikale Venstre
  • Socialistisk Folkeparti
  • Enhedslisten
  • Det Konservative Folkeparti
  • Alternativet
Det fulde aftalepapir kan hentes her .

Pulje til grøn teknologi

På den lidt længere bane vil politikerne fra forligspartierne styrke mulighederne for at eksportere grøn maritim teknologi med en ny pulje. I 2020 er der afsat 30 mio. kroner, som skal gå til "maritime udviklings- og demonstrationsprojekter samt implementering af nyudviklede, ikke markedsmodne grønne klimaløsninger i skibe og havne", fremgår det af aftalepapiret

Midlerne i puljen bliver fordelt igennem Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), hvor der er krav om privat medfinansiering på mellem 40 pct. og 60 pct.

Foruden at understøtte de danske maritime underleverandører er den politiske hensigt med puljen at sikre, at "Danmark både nu og i fremtiden fortsat kan sætte standarden for skibsfartens globale klimaomstilling".

Vil have krydstogt tilbage

På den endnu længere bane vil partierne bag aftalen have krydstogtturismen tilbage, omend i en grønnere form end hidtil.

Efter årevis med stormende fremgang har Danmark stort set ikke haft nogen krydstogtturister i år, og ifølge politikerne står erhvervet over for en "vanskelig" genstart og har samtidig en stor opgave i at blive et mere bæredygtigt erhverv. 

I forhold til den corona-relaterede udfordring vil der i regi af Erhvervsministeriet blive nedsat en "branchefælles task force", der skal arbejde for "en sikker opstart af krydstogtforretningen i Danmark".

Derudover skal Danmark gå foran i at understøtte en grøn krydstogtindustri og bidrage til at udvikle Norden og Østersøen som bæredygtig krydstogtregion, fremgår det. I aftalepapiret bliver det fremhævet, at Danmark skal være med til at sætte fokus på brug af landstrøm i regionen. 

- Et sådant lederskab indebærer, at relevante aktører opfordres til at gøre landstrøm tilgængeligt i de største og primære krydstogtshavne i Norden, der hyppigst besøges af krydstogtskibe, inden 2030, står der i aftalepapiret. 

Nemmere erhvervsrejser

Aftalen adresserer også nogle af de mindre branchespecifikke ønsker, som dog også har stået højt på listen hos både rederier og underleverandører i Det Blå Danmark. Det gælder ikke mindst en lettere adgang til erhvervsrejser.

Det skal opnås igennem tiltag som bedre kommunikation om rejsevejledninger, udvikling af regionale rejsevejledninger og en international udbredelse af covid-19-rejsepas. Endelig vil der blive nedsat en hurtigtarbejdende gruppe, der skal forsøge at imødekomme erhvervslivets ønske om coronatests i lufthavne. 

Endelig lød der fra Genstartsteamet for Det Blå Danmark et ønske om nemmere adgang til risikovillig kredit. Ønsket bliver imødekommet i form af, at EKF Danmarks Eksportkredit får et indskud på 125 mio. kroner. Forventningen er, at indskuddet kan understøtte garantier i mere risikable lande for 1-1,5 mia. kroner, hvilket samlet set skønnes at skabe basis for finansiering for 2-3 mia. kroner i vanskelige markeder.

I Danske Rederier er der både tilfredshed med, at der bliver lyttet til problerne omkring besætningsskifte, og at der er afsat midler til grøn teknologi.

- Man må aldrig lade en krise gå til spilde, og med søsætningen af en grøn vækstpulje kan vi i rederierne sætte turbo på den grønne omstilling, som vi er godt i gang med. Vi har ambitionen om at sætte de første CO2-neutrale oceangående skibe på søen inden for de næste ti år, og det mål når vi ikke uden investeringer i test af ny teknologi og nye brændstoffer, siger brancheforeningens adm. direktør Anne H. Steffensen i en pressemeddelelse.

Læs også: Sådan vil Det Blå Danmark kickstarte økonomien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094