23948sdkhjf

Gigant-fartøj i position til Tyra-projekt

Konstruktionsskibet ’Pioneering Spirit’ forventes at ankomme på Tyra-feltet i morgen lørdag den 1. august for i løbet af de kommende uger at løfte feltets to hovedplatforme; de to integrerede beboelses- og procesplatforme på Tyra Øst og Tyra Vest.

Det sker som en del af genopbygningen af Tyra-feltet, hvor de gamle Tyra-platforme skal tages ned for at gøre plads til det nye topmoderne Tyra.

Det oplyser Total i dag i en pressemeddelelse. 

Tyra-feltet er kerneinfrastruktur for dansk naturgas, da mere end 90 pct. af den naturgas, der produceres i den danske Nordsø, behandles og sendes til land gennem Tyra-feltets platforme. 

Ifølge Total forventes genopbygningen af Tyra at koste 21 mia. danske kroner, hvilket er den største olie- og gasinvestering nogensinde i den danske del af Nordsøen.  Genopbygningen skal sikre fortsat produktion af naturgas mindst 25 år efter genåbningen af det nye Tyra i 2022.

Genanvendes i Frederikshavn

I 2019 lukkede produktionen og gaseksporten fra Tyra-feltet. Siden da har mere end 750 mand, primært fra lokale leverandører i Esbjerg, klargjort platformene, så de mellem juni og august 2020 kan tages ned.

- Vi får i de kommende uger besøg af en flydende landsby på Tyra-feltet, når verdens største konstruktionsskib ’Pioonering Spirit’ ankommer med en længde på omtrent en halv kilometer og med plads til over 550 personer ombord. Skibet skal med sine imponerende hestekræfter udføre det tungeste løft under nedtagningsarbejdet, når den skal løfte Tyra Østs hovedplatform med en vægt svarende til to Eiffeltårne i ét enkelt løft, forklarer Morten Hesselager Pedersen, projektdirektør for Tyra-genopbygningen.

Nedtagningen af de gamle platforme på Tyra-feltet er i fuld gang, og første del af opgaven blev afsluttet i juni, hvor de mindre proces- og brøndhovedplatforme blev fjernet. Arbejdet blev udført af verdens største kranskib ’Sleipnir’ og krævede millimeter præcision, fordi platformbenene skal genbruges i det nye genopbyggede Tyra.

Tyra Øst og Tyra Vest hovedplatformene leveres hos Modern American Recycling Services’ (M.A.R.S.) genanvendelsesværft i Frederikshavn. Total forventer, at mere end 95 pct. af platformene kan genanvendes.   

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094