23948sdkhjf

MHO-Co præsenterer fremtidens hybride CTV'er

Esbjerg-rederiet har kontraheret to el-hybride CTV’ere hos Afai Southern Shipyard. Nybygningerne er designet af Incat Crowther og får el-drivlinje fra Danfoss Editron

Det danske rederi MHO-Co har designet to nye hybrid-katamaraner, hvor moderne elmotorer sparer både vægt, plads og udledning til glæde for miljøet og brændstoføkonomien i offshore vind-branchen. De 35 meter lange crew transfer vessels er ydermere designet, så de er klar til fremtidens miljøvenlige teknologier og en endnu mere bæredygtig drift.

Det skriver MHO-Co i en pressemeddelelse.

I sommeren 2021 kan MHO-Co indsætte de to specialdesignede katamaraner på kontrakt med Ørsted, hvor de efter planen skal transportere teknikere og materiel til den britiske havvindmøllepark Hornsea Project 2 Offshore Wind Farm i Nordsøen.

Et grønt skridt

- At designe og bygge hybride CTV'er er et kæmpe skridt i den miljørigtige retning, og jeg er stolt over, at vi i MHO-Co har fundet nogle samarbejdspartnere, der deler vores vision for en bæredygtig udvikling i offshore-branchen. Med de nye skibe tilbyder vi stadig nogle af de største og mest driftssikre CTV'er i verden, og de kan omstilles til fremtidens teknologier, siger CEO og grundlægger af MHO-Co, Mik Henriksen.

Skibenes nyudviklede hybride fremdrivningspakke er indrettet, så de på et senere tidspunkt kan tilpasses kommende miljøvenlige strømproducerende metoder - for eksempel hydrogen fuel cells eller andre teknologier.

I udviklingen og designet af de to nye skibe har MHO-Co samarbejdet med Incat Crowther, der har ekspertviden om katamaraner. Kombineret med MHO-Cos erfaring med crew transfer vessels er resultatet to topmoderne fartøjer.

Hybriddrift ind i segmentet

Ed Dudson, Managing Director hos Incat Crowther Europe, siger:

- MHO-Co rykker altid grænserne for nye fartøjer i offshore vind-branchen. Det gælder også de nye 35m skibe. Vi er glade for igen at samarbejde med Mik og hans team på dette projekt, som virkelig sender hybridteknologien ind på scenen.

MHO-Co har valgt at installere Danfoss' Editron som fremdrivningssystem på katamaranerne. Systemets permanent magnetiserede elmotor sparer både vægt og plads på CTV'en, samtidig bruger den mindre brændstof og har høj effektivitet.

Drivlinje fra Danfoss

Erno Tenhunen, Marine Business Line Director hos Danfoss Editron, udtaler:
- Vores DC-grid hybrid fremdrivningsteknologi er revolutionerende for søfarten, da den er yderst fleksibel og let at administrere. Det giver rederier og operatører fordelen af lavere omkostninger og længere driftslevetid uden at gå på kompromis med kundeoplevelsen.

Med Danfoss' Editron lægger MHO-Co sig helt i front på den grønne omstilling i branchen. De to hybridskibe passer naturligt ind havvindmølleindustriens eget fokus på vedvarende energi, forklarer Mik Henriksen fra MHO-Co:

- Elmotorerne reducerer udledningen af CO2 markant, og det er et vigtigt parameter. Med de nye CTV'er bliver det faktisk muligt at ligge standby, helt uden skibene udleder partikler. Vi kan allerede nu mærke, at det er noget, der bliver lagt mærke til i branchen.

Z-bridge på frontdækket

Som de første CTV'er bliver det også muligt at installere en Z-bridge på frontdækket. Et adgangssystem med teleskopboom der kompenserer for skibets bevægelser, hvilket giver en sikker overgang fra skibsdæk til havvindmølle for op til seks personer og last. Det betyder ingen klatring op ad møllen, øget arbejdsevne og reduceret tidsforbrug.

MHO-Co har netop indgået en kontrakt med det kinesiske skibsværft Afai Southern Shipyard om de to nye hybridskibe. Værftet i Guangzhou, Kina er det største skibsværft i Asien, der er specialiseret i udvikling, design og bygning af høj effektivitets aluminiumskibe.

- Afai Southern Shipyard byggede Incat Crowthers K50-færger, som jeg selv har været manager på i to år. Jeg ved derfor, hvor godt de to parters arbejde og krav til fartøjerne harmonerer, og jeg glæder mig over, at MHO-Co og vores kunder nu også får mulighed for at nyde resultatet, når hybridskibene er færdige, siger Mik Henriksen.

Hos Afai Southern Shipyard glæder man sig også over kontrakten på de to hybridskibe:

- Med vores erfarne og professionelle team vil vi i tæt samarbejde med MHO-Co bygge skibene, der både får høj ydeevne og høj kvalitet, siger General Manager ved Afai Southern Shipyard, Mr. David Chen.

Kontrakten om de to nye skibe er indgået i samarbejde med shipbroker Pan Ocean Marine, hvor Managing Director Michael Wang siger:

- Tillykke til MHO og Afai! Det er en stor ære at samarbejde med dem begge på dette projekt. Hos Pan Ocean Marine vil vi følge hele processen tæt og samarbejde med MHO og Afai, indtil skibene er leveret. Jeg håber, dette er starten på et langsigtet partnerskab inden for havvindmølleindustrien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078