Tysk shipping nede med 30-40 pct. i corona-krise
Den tyske shippingbranche er så hårdt ramt af corona-krisen, at krisen kan vise sig at få endnu mere dramatiske konsekvenser for branchen, end finanskrisen havde det for ti år siden.
Sådan lyder det nu fra den tyske rederiforening – Verband Deutscher Reeder (VDR) – efter at den har analyseret svarene i en rundspørge blandt 50 af landets shippingselskaber, heriblandt "næsten samtlige" af de 30 største.
Rundspørgen viser, at de adspurgte selskaber oplevede fald i omsætningen på 30-40 pct. i marts og april. 44 pct. melder om, at det går ud over likviditeten, og derudover bliver der meldt om charterrater på tværs af segmenter, der er faldet ned til 40 pct. af udgangspunktet.
- Set i lyset af det alvorlige kollaps i verdenshandlen, der bliver forudsagt, forventes markedssituationen for maritim shipping at blive endnu værre. Det betyder, at afgørende segmenter af den tyske handelsflåde vil blive truet på deres eksistens, siger VDR's bestyrelsesformand Alfred Hartmann i en pressemeddelelse.
Han minder om, at siden finanskrisen i 2008 og 2009 har den tyske handelsflåde mistet 1500 skibe, hvilket svarer til omtrent en tredjedel af flåden før finanskrisen.
- Hvis produktion og forbrug verden over ikke kommer tilbage snart, kan konsekvenserne af pandemien blive meget mere alvorlige end finanskrisen var, siger Hartmann.
Ifølge VDR-formanden vil en reduktion af den tyske handelsflåde på yderligere en tredjedel ikke blot koste titusindvis af job. Det vil også sætte forsyningssikkerheden i fare.
- Forsyningstjenester til Tyskland – eksportens verdensmester – ville blive endnu mere afhængig af shippingselskaber, der er under indflydelse eller kontrol af stater uden for Tyskland, siger Alfred Hartmann.
Der var dog også enkelte lyspunkter at finde i konklusionerne fra den tyske rederiforenings rundspørge. For eksempel har 90 pct. af respondenterne ikke aktuelle planer om at fyre medarbejdere, og to tredjedele har i sinde at ansætte nye medarbejdere i samme hastighed som før krisen.
Læs også: Rapport: Først efter 2021 vil USA's økonomi indhente det tabte