23948sdkhjf

Bred opbakning gør søfarten stærk

INTERVIEW: Den tætte forståelse mellem rederier, fagforeninger, myndigheder, ministerier og politikere er afgørende for dansk søfart i en svær krise for rederierne, lyder det fra branchedirektør Anne H. Steffensen
Danske Rederier blev tidligt ramt af Corona-krisen, da flere medarbejdere blev smittet med virussen.

Siden da har brancheforeningens lokaler i Amaliegade været stort set mennesketomme. Arbejde har der dog været nok af for de hjemmearbejdende medarbejdere al den stund, at situationen omkring Covid-19 også er rykket meget tættere på rederierne. Ikke mindst herhjemme, hvor rejseforbuddet har gjort et voldsomt indhug i færgerederiernes forretningsgrundlag.

Adm. direktør Anne H. Steffensen understreger dog, at der heldigvis også er en del positive ting at bide mærke i: Den oceangående del af handelsflåden formår at holde skibene i planmæssig drift over alt på kloden. De maritime forsyningskæder fungerer, verdenshandelen er ikke blevet afbrudt som følge af Corona-pandemien. Kina er på vej tilbage mod normaltilstande igen, hvilket selvsagt er af enorm betydning for er erhverv, der har store dele af sin forretning bundet op på transport af containere og andet gods til og fra Kina.

Besætninger på plads
Tidligere på måneden tydede meget ellers på, at nedlukningen af grænserne og den gradvise nedlukning af flyforbindelserne ville gøre det svært at få friske besætningsmedlemmer frem til skibene og at dette kunne blive den oceangående del af handelsflådens akilleshæl.
Men kort tid efter forlød det, at verdens største containerrederi, Maersk, besvarede udfordringen ved at aflyse alle besætningsskift i foreløbig en måned frem fra daværende tidspunkt.

Det betyder, at de nuværende besætninger bliver på skibene og bliver dermed ikke udsat for smittefare. Og nye besætninger bliver slet ikke sendt afsted og kan forblive i ro derhjemme. De største rederier har fulgt efter, hvilket betyder, at den danske handelsflåde sejler videre med de nuværende besætninger. Med andre ord: Besætningerne er isoleret på skibene og bliver derfor ikke eksponeret for den helt store smitterisiko.

Hårdt slag
Hvem i branchen har taget de hårdeste slag indtil videre?
– Det er klart, at passagerfærgerne til og fra Danmark er ekstremt hårdt ramt i øjeblikket. Men der er også grund til at være stolt over, at alle færgerederierne formår at holde de vigtigste færgeruter åbne – dog med nedsat frekvens. Privatpassagererne er stort set forsvundet, så situationen er alvorlig. Vi kan dog se, at antallet af lastbiler på færgerne ligger på næsten normalt niveau. Så færgerne spiller altså fortsat en vigtig rolle i at holde Danmark i gang i en krisesituation, hvilket vi skal være stolte af.

Vigtig kompensation
Bliver der gjort nok for at hjælpe færgerederierne?
– Når man fra statens side vælger at lukke de blå grænser, er det klart, at det har nogle alvorlige negative konsekvenser for rederierne. Men den seneste uges aftale om lønkompensation er ekstremt vigtig. Det betyder, at rederierne kan sætte frekvensen ned, sende et antal medarbejdere hjem, men ikke behøver at afskedige. Det er en stor hjælp, som vi er taknemmelige for. Hvorvidt der skal mere til for at sikre færgerederierne er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt. Det afhænger jo af, hvordan krisen udvikler sig.

Godt samarbejde
Hvordan har samarbejdet mellem branchens aktører fungeret?
– Jeg synes, at alle parter har arbejdet forbilledligt sammen. Vi har haft en tæt dialog med fagforeningerne, som har haft en konstruktiv tilgang og udvist en flot vilje til at få virksomheder og medarbejdere gennem denne krise så skånsomt som muligt. Vi har også set, hvordan de maritime myndigheder og de relevante ministerier har udvist en enorm fleksibilitet i forhold til at få lå alle de praktiske problemer på den mest fornuftige måde. Alle har været meget pragmatiske. Det fantastiske ved rederibranchen er, at alle aktører er vant til at håndtere en til tider voldsom volatilitet og arbejde globalt og omstille sig hurtigt til en skiftende virkelighed. Det gør vi også nu, og det gør mig stolt. I øjeblikket trækker alle branchens aktører på samme hammel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078