23948sdkhjf

Medie: Søværnsfolk byttede cigaretter og spiritus for narhvalstænder

Forsvarets anklagemyndighed har stanget bøder ud til tre højerestående søværnsfolk på inspektionsskibet Lauge Koch for pligtforsømmelse på et togt i Østgrønland.

På fiskeriinspektionsskibet 'Lauge Kochs' togt i Østgrønland i sommeren 2018 var der enkelte ombord, som så stort på de etiske retningslinjer og ikke mindst den militære straffelov, som de var underlagt.

Det skriver grønlandske Kalaallit Nunaata Radioa – KNR.

På togtet købte to højerestående folk – en banjermester og en teknikofficer – på 'Lauge Koch' fire kartoner cigaretter og en flaske spiritus, som de brugte som betaling for tre narhvalstænder i Ittoqqortoormiit.

Ombord på skibe som 'Lauge Koch' kan man købe varer told- og afgiftsfrit i en kiosk, når skibene er i internationalt farvand – lidt ligesom når man flyver internationalt.

I kiosken købte de fire kartoner cigaretter for omkring 120 kroner per karton og altså en flaske spiritus, som det er ulovligt at sælge i Ittoqqortoormiit. For det fik de tre narhvalstænder, som afhængig af størrelse og udseende kan indbringe tusindvis af kroner.

For de forhold har Forsvarets anklagemyndighed, Auditørkorpset, dømt de to for pligtforsømmelse i den militære straffelov.

Skød moskusokse i nationalpark

Det var dog ikke den eneste overtrædelse, som skete på togtet. Fire dage før købet af narhvalstænderne tog banjermesteren på jagt i Nationalparken i Nord- og Østgrønland, hvor han skød en moskusokse, som blev spist på skibet.

Det er i strid med grønlandsk lovgivning, hvor det klart fremgår, at al jagt i nationalparken er forbudt.

For overtrædelserne har Auditørkorpset stanget bøder ud. Banjermesteren, som altså også nedlagde moskusoksen, har fået en bøde på 9.000 kroner, mens teknikofficeren har fået en bøde på 5.000 kroner.

Det fremgår af bøderne, som KNR har fået aktindsigt i.

Det er auditør Claus Risbjerg, som har ført sagerne mod besætningsmedlemmerne.

- Det er en sag, som vi har set meget alvorligt på, fordi det har stor betydning for forholdet i rigsfællesskabet, så vi har prioriteret sagen højt, siger Claus Risbjerg til KNR og tilføjer, at han sjældent behandler sager mod indspektionsskibene. 

Skibschefen også straffet

Også skibschefen på togtet har fået en bøde. Skibschefen er den øverst ansvarlige på skibet, og han har fået 6.000 kroner i bøde for ikke at indberette den ulovlige nedlæggelse af moskusoksen til de grønlandske myndigheder.

Derudover straffes han også for ved flere lejligheder at tillade besætningsmedlemmer at fiske fra skibet uden gyldige fisketegn. De tre dømte har alle accepteret bøderne.

Når inspektionsskibene sejler i Grønland, er de i Arktisk Kommandos varetægt. Arktisk Kommando vil dog ikke kommentere sagen, men henviser til Forsvaret, som efter to dage ikke har været i stand til at stille op til interview med KNR.

Læs også: Forsvarsministeriet får kritik i sag om nordkoreanske tvangsarbejdere

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094