23948sdkhjf

Bent Østergaard gav et halvt århundrede til Lauritzen

PORTRÆT / GALLERI: Efter næsten 50 år i en myriade af funktioner i Lauritzen-koncernen har Bent Østergaard takket af - og fortsætter i øvrigt med at arbejde for Lauritzen
Det var formanden for Lauritzen Fonden, Jens Ditlev Lauritzen, der holdt førstetalen, da en af de helt store profiler i den danske rederiverden for nylig inviterede til afskedsreception i Hellerup.

Bent Østergaard har bestredet en myriade af funktioner i Lauritzen-koncernen.

Rettelig er det 49 år i koncernen, men da Bent Østergaard fortsætter med at løse opgaver for Lauritzen Fonden i tiden efter afskedsreceptionen, er det vel næppe for meget at konkludere, at Østergaard har givet Lauritzen-koncernen et halvt århundrede af sit liv.

Med Jens Ditlev Lauritzens ord:

- Man kan vist rolig sige, at du er en firmaets mand. Du har været med hele vejen. Bl.a. ved lukningen af værftet Danyard, salget af DFDS Transport til DSV, afnoteringen af J. Lauritzen Holding fra Fondsbørsen samt salget af aktiviteterne i Aalborg Industries og Sabroe.

Storhedstid
Lauritzen-konglomeratet spændte i sin storhedstid over en perlerække af industrivirksomheder samt naturligvis de velkendte rederier DFDS og J. Lauritzen.

Men de allersidste rester fra tiden som mægtigt industrikonglomerat er blevet afviklet i de seneste år under fondsdirektør Østergaard, der har haft travlt med at afvikle de tilbageværende interesser i bygninger og erhvervsarealer på de gamle værftsområder i Aalborg (sammen med TK Development) og i Frederikshavn.

Det har været helt afgørende for Bent Østergaard, at han først ville trække sig tilbage, når han kunne konkludere, at alle Lauritzens gamle industrier ville være afviklet, således Lauritzen Fonden kunne koncentrere sig om de fremadrettede aktiviteter.

Omfattende forandring
- I regi af Lauritzen Fonden har du været initiativtager til investeringer i nyopstartede danske virksomheder inden for bl.a. kræftforskning, NMR-teknologi og bæredygtigt byggemateriale. Det vidner om en fremsynet og risikovillig indstilling og et skarpt blik for dansk foretagsomhed og innovation, lød det fra Jens Ditlev Lauritzen under receptionen.

Han fortsætte:

- Med dig ved roret som bestyrelsesformand gennemgik J. Lauritzen en omfattende forandring. Strategien måtte justeres efter de skiftende udfordringer i shippingmarkedet.

- Du har også sat dit tydelige fod- og fingeraftryk på den store omstilling, DFDS har været igennem de seneste år - du var bl.a. med helt tæt på, ved det vellykkede køb af Norfolkline fra A.P Møller. Og sidenhen er det jo heldigvis gået ganske udmærket.

Den erfarne shippingmand Tommy Thomsen overtog allerede 1. januar 2019 posten som CEO for Lauritzen Fonden efter Bent Østergaard. Sidstnævnte løser dog, som nævnt, fortsat opgaver for Fonden, der har hovedkvarter i Hellerup og varetager ejerskabet af rederiet J. Lauritzen samt aktiemajoriteten i DFDS samt i flere forskellige start-up virksomheder.









Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105