23948sdkhjf

'Ocean Viking' har nu 356 migranter ombord

Siden fredag har 'Ocean Viking' reddet 356 migranter. Det er endnu uvist, hvor det norske skib vil lægge til.

Det norske skib 'Ocean Viking' har i alt reddet 356 migranter, der i løbet af de seneste dage var kommet i havsnød i forsøget på at krydse Middelhavet i gummibåde.

Det oplyser Læger uden Grænser og den franske nødhjælpsorganisation SOS Mediterranee sent mandag aften.

Mandag er 105 migranter reddet op af havet 40 sømil fra Libyen, hvilket bringer det samlede antal migranter om bord til 356. 'Ocean Viking' er dog kun udstyret til at have mellem 200 og 250 personer om bord.

Migranternes båd var punkteret og var ved at synke, da det norske redningsskib nærmede sig. Flere af personerne befandt sig allerede i vandet.

De personer, der mandag er blevet reddet, er alle mænd. 29 af dem er mindreårige, hvoraf de to yngste er 12 og 5 år gamle.

Fredag i sidste uge reddede det norske skib de første 85 migranter i havsnød. Det skyldes ifølge nødhjælpsorganisationerne, at gode vejrforhold har medført, at flere både med migranter sejler ud fra Libyen.

Det er fortsat uvist, hvor "Ocean Viking" planlægger at lægge til. Italien har vedtaget en lov, der forbyder private redningsskibe at lægge til, hvilket har skabt spændinger i relationen til de øvrige EU-lande, og den italienske regering truer med at beslaglægge skibe, der trodser forbuddet.

'Ocean Viking' har kontaktet Malta, men her har myndighederne ligeledes nægtet at tage imod migranterne, da de ikke er blevet reddet i maltesisk farvand.

Alle migranterne er reddet ud for Libyens kyst, men skibets operationskoordinator Nicholas Pomaniuk oplyser, at de sidste fem dages forsøg på at kontakte de libyske myndigheder har slået fejl.

Ud over de 356 migranter på det norske skib, der ikke har et sted at gå i havn, befinder der sig yderligere 150 migranter på det spanske redningsskib 'Open Arms'.

Det spanske skib anmodede mandag de spanske myndigheder om at give asyl til de 31 mindreårige migranter om bord.

- Alle de mindreårige lever op til kravene for at blive anset som flygtning, skrev skibets kaptajn, Marc Reig, til den spanske ambassade i Malta.

Læs også: Norsk redningsskib redder 85 mennesker i Middelhavet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094