Aarhus Havn vokser på foder og container
Godsomsætningen på Aarhus Havn fortsætter med at stige. I første halvår af 2019 blev der håndteret ca. 4.430.000 tons gods på havnen, og det er ca. 166.000 tons mere end i samme periode sidste år – svarende til en stigning på 3,9 pct.
I en pressemeddelelse hæfter havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen sig ved, at de fleste af Aarhus Havns forretningsområder viser positiv fremgang.
- I en tid, hvor der er generel enighed om, at vores branche står over for en konsolidering, er det særdeles vigtigt, at vi har øget aktivitet på de fleste forretningsområder. Vi har brugt nogle år på at trimme forretningen i forventning om, at konsolideringen betyder, at mere gods søger vores vej, og foreløbig ser det ud til at virke som forventet, siger han.
Containeromsætningen, som er en markant del af Aarhus Havns omsætning, steg med ca. 56.000 tons svarende til godt tre pct. Det sker oven på en stigning på 22 pct. i antal containere de seneste to år.
- Jeg er tilpas med, at vi fortsat ser en pæn stigning i containeromsætningen. Om få måneder får vi Grønlandstrafikken til Aarhus for første gang nogensinde, ligesom flere af vores eksisterende kunder har annonceret nye anløb her i sensommeren og efteråret. Det vil løfte vores containeromsætning yderligere, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.
Også bulk-området viste pæne tal i årets første seks måneder, oplyser havnen og fremhæver omsætningen af foder, der alene steg med 163.000 ton.
Til gengæld er der sket en betydelig tilbagegang på biobrændsel, der blev omsat i ekstraodinært store mængder i første halvår 2018, oplyser Aarhus Havn til Søfart.
Læs også: Aarhus Havn vil lave landstrøm med solceller og vindmøller