23948sdkhjf

Medie: Kina stopper import af landbrugsvarer fra USA

Statslige landbrugsfirmaer i Kina er blevet bedt om at indstille køb af landbrugsvarer i USA, oplyser kilder

Kinas statsdrevne landbrugsvirksomheder er på opfordring fra landets regering ophørt med at importere landbrugsvarer fra USA.

Det oplyser anonyme kilder med indsigt i situationen til Bloomberg News.

Nyhedsbureauet har forgæves forsøgt at få en officiel kommentar fra handelsministeriet i Beijing.

Torsdag tog den langvarige handelsstrid mellem USA og Kina en ny drejning, da USA's præsident, Donald Trump, varslede en ny told på varer fra Kina til en samlet værdi på 300 mia. dollar.

Det skete kort efter, at de to sider var begyndt at indlede samtaler igen.

Er ikke bange

En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium sagde fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Kina "ikke ønsker en handelskrig, men ikke er bange for at udkæmpe en".

Talsmanden, Hua Chunying, sagde samtidig, at Kina vil blive nødt til at svare igen, hvis USA indfører yderligere told.

Den kinesiske yuan er i løbet af mandag morgen faldet til sit laveste niveau i forhold til dollaren siden 2010.

Derudover har aktiemarkederne i Asien reageret på de kinesisk-amerikanske spændinger med det stejleste fald på én dag i over ni måneder, skriver Reuters.

Ifølge Bloomberg News har embedsmænd i Beijing været meget overraskede over Trumps udmelding torsdag.

Havde lovet at købe

USA og Kina har været på kollisionskurs i forhold til handel, siden Donald Trump tiltrådte som præsident. Allerede under sin valgkamp beskyldte han Kina for at snyde USA samt manipulere sin valuta for at stille sig selv bedre i samhandlen.

Trump har også beklaget sig over, at Kina havde lovet at købe fødevarer af den amerikanske landbrugssektor. Men det mener præsidenten ikke, at Kina har levet op til.

I stedet har kinesiske købere vendt sig mod brasilianske sojabønner, skriver Bloomberg News.

Læs også: Mærsk-boss: Handelskrig vil få betydning

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101